"Hver ny dag er et under"

Dietrich Bonhoeffer

"Der Gedanke an den Tod ist uns in den letzten Jah­ren immer Ver­trauter geworden [...] Im Grunde empfinden wir wohl, dass wir ihm schon gehören, und dass jeder neuer Tag ein Wunder ist" ⁽¹

Dietrich 1906-1945

"Hver ny dag er et under" - skrev den tyske præst Dietrich Bon­hoeff­er i december 1942, da han gjorde status over modstanden mod na­zistyret gennem de seneste 10 år. Et karakteristisk udsagn, hvis betydning jeg vil prøve at udlægge ved at berette om hans liv og tan­ker.

Tre måneder efter denne statusopgørelse blev han arresteret af Ge­stapo, anklaget for statsfjendtlig aktivitet. Efter 2 år i fængsel blev han hængt samme sted og samme morgen som chefen for Ab­wehr - den militære efterretningstjeneste - admiral Canaris, og dennes medarbejder, generaloberst Hans Oster. På samme tid blev hans svoger Hans von Dohnanyi myrdet i koncentrationslej­ren Sachsen­hausen. Drabene skete efter direkte ordre fra Hitler selv, som ikke ville have at disse mænd, der stod bag attentatet mod ham d. 20. juli 1944 skulle overleve krigen.

I det genforenede Tyskland fik Bonhoeffer og de øvrige sammensv­orne mod Hitler først æresop­rejsning i 1998 - ind til da blev de reg­net for at være simple forbrydere, eller landsforrædere, dømt efter gældende lov.

Men hvem var egentlig denne præst, som i sin bog om "Efterføl­gel­se" gik ind for en bogstavelig tolk­ning af Bjerg­præ­di­ke­nens ord om at man skal vende den anden kind til og tilgive sine fjender, men som ikke mindre aktivt gik til modstand mod nazis­men og i sine ma­nu­skripter om etik forsvarede tyran­mordet? Og hvad har han at sige os i dag?

Han er blevet brugt som eksempel for undertrykte folk, ikke mindst af Martin Luther King i det raceadskilte USA og Desmond Tutu i apartheidtidens Sydafrika. Også i dagens Danmark med dets ten­denser til fremmedhad og intolerance og stigende indførelse af vil­kårlige indgreb efter tilfældigt politisk pres, har hans navn været dra­get ind i debatten. Hvor rettiget det er, kan man diskutere. Men jeg vil prøve i hvert fald at gøre det for­ståeligt ved at fortælle om hans liv og værker.

Barndom og ungdom

Dietrich Bonhoeffer blev født 4. februar 1906 som yngste søn af en kendt psykiater, Karl Bonhoeffer, og hans hustru Paula. Familien var storborgerlig, men ikke fremskridtsfjendtlig. Man begræd ikke Kejser Wilhelms abdikation efter I Ver­denskrig, men støttede, i mod­sætning til så mange andre tyskere, de­mokratiet under Wei­marrepublikken.

Der var allerede fem børn i famili­en da Dietrich og hans tvillingesø­ster Sabine blev født i Breslau - nuværende Wroclaw i Polen - som dengang hørte til Det tyske Rige. Efter dem kom der nok en mindre søster. I alt otte børn, født inden for en periode på 10 år.

Faderen skrev i sin dagbog i 1909:

"På trods af antallet af børn, som i vore dage virker forbavsende på mange, er det vores opfattelse at det ikke er for mange. Huset er rummeligt, børne­ne normalt udviklede, vi forældre er endnu ikke for gamle og bestræber os derfor på ikke at forvænne dem, og på at give dem en venlig ungdom" ⁽²

Børnenes far var en autoritet, både på den psykiatriske universitets­klinik i Berlin, hvor han var chef fra 1912, og i hjemmet. Han hæve­de sjældent stemmen, men der blev hørt efter når han talte. Ved bor­det var det ikke kutyme at børnene sagde noget, hvis ikke de blev spurgt. Man skulle være nøgtern og afbalanceret og udtrykke sig kort og klart, uden omsvøb el­ler brug af tomme fraser. Punktlighed og ordholdenhed var absolutte værdier for ham.

Medens moderen kunne arrangere små fester for børnene og spille­de musik sammen med dem, hændte det ofte om søndagen efter af­tensmaden at faderen læste højt for familien: tungere tekster som Dosto­jevskijs "Breve fra dødens hus", lidt lettere som Schillers dra­maer, f.eks om frihedshelten "Wilhelm Tell", og absolut lette som Fritz Reuters plattyske romaner.

Målet med opdragelsen var at gøre børnene til ansvarlige menne­sker. Mo­deren så det som en kristelig værdi, faderen så det som en humanistisk. De forventede at børnene tog hensyn til andre menne­skers følelser og behov, at de tog dem alvorligt. Det indgik også i an­svarligheden, at man gjorde modstand mod uretfærdigheder, især når de gik ud over andre end en selv.

I øvrigt havde børnene vide rammer for fysiske udfol­delser. Især i de feri­er som blev tilbragt i et sommerhus nær den böh­miske grænse var der rige muligheder. Og børnene nyttede sig af dem. Men itu­revet tøj el­ler knuste ruder betød ikke noget, blot de i øvrigt viste ansvar­lighed og vedstod sig deres handlinger.

I et af sine breve fra fængslet skriver Dietrich Bonhoeffer sin vur­dering af denne opdragelse:

"Mange ødelægger sig selv ved at de affinder sig med formidlere, og på den måde måske når hurtigere frem til resultater; de skal kun over­vinde ganske få hæmninger. Men jeg har følt det som en af de stærkeste faktorer i opdragelsen i vores familie, at man gav os så mange begrænsninger at overvinde (hvad angår saglig­hed, klarhed, naturlighed, takt, enkelhed osv.), inden vi kunne kom­me frem med egne ytringer [...] Og ofte varer det længe inden man overvinder en sådan hurdle, og man tænker vel også almindeligv­is, at man ville have kunnet nå frem til et resultat på en langt bil­lig­ere og lettere måde, hvis man simpelthen havde om­gået disse hindrin­ger [...] Men man falder ikke tilbage på den gale side af det, som man har fundet frem til på egen hånd. Kan hænde at det ofte er ukvemt både for andre og for en selv, men det er så u­kvemmeligheden ved netop dannelsen." ⁽³

Hensyntagen til andre og ansvarlighed bliver centrale temaer i Bon­hoeffers liv og teologi.

At han også som ganske ung vægtede an­svarlig og hensyn­tagende handling højere end streng legalitet kender vi et fint eksempel på.

Familien havde en barnepige, Maria Horn, kaldet 'Hörnchen' - den lille Horn - der forlovede sig med en lærer, som Dietrich satte me­gen pris på. Da de skulle giftes, holdt familien Bonhoeffer brylluppet for det unge par, men det var umuligt for dem at finde en egen bolig. Fru Schöne i na­bohuset havde tre ledige væ­relser, men hun mente ikke at kunne le­je dem ud til parret. Så greb Dietrich telefonen. Han ringede til fru Schöne og præsenterede sig med myndig stemme som "Bolignævnet i Grunewald". Han meddelte hende at man allerede næste dag ville sende nogle boligsøgende til hende, da man havde bragt i erfaring at hun havde tre ledige værelser. Mindre end en halv time senere til­bød hun at det unge par kunne flytte ind. ⁽⁴

Familien Bonhoeffer var kristelig, men ikke kirkelig. Moderen var af præsteslægt, medens faderen ikke opfattede sig som religiøst, men humanistisk indstillet. Mo­deren sørgede for at lære børnene Bil­historie, hun lærte dem at synge salmer og at bede af­tenbøn. Og bør­nene kunne lege bryllup og dåb i haven, men deltagelse i gud­stjenester var ikke noget man brugte. Så ingen i familien havde for­stillet sig at Dietrich skulle blive præst.

Hans ældre broder Walter havde meldt sig til tjeneste som fane­jun­ker. Den 23. april 1917 blev han såret, og 5 dage se­nere døde han på et feltla­zaret, 18 år gammel. Det ramte familien hårdt og gjorde især dybt indtryk på den 12-årige Dietrich. Han fik Walters konfir­ma­tions­bibe­l og brugte den til det sidste som sin egen medita­tions­bi­bel. Hans fader forholdt sig absolut skeptisk til studievalget, men respekterede at sønnen havde truffet en velovervejet og selv­stændig beslutning.

Tilbage

Uddannelsen

Da Dietrich begyndte at læse teologi i 1923 var inflatio­nen i Tysk­land på sit højeste. Et måltid mad i studenterkantinen ko­stede en milliard Reichsmark. Kort forinden havde hans far fået ud­talt sin livsforsikring, som han egentlig skulle kunne trække sig tilbage fra arbejdet for. Han kom hjem med en kurv jordbær - pengene rakte ikke engang til en flaske champagne til bærrene. Heldigvis for fami­lien havde Karl Bonhoeffer udenlandske patien­ter, hvis honorarer gjor­de ham i stand til at hjælpe børnene økonomisk un­der deres studier.

Dietrich begyndte at læse teologi i Tübingen, et universitetet med stolte teologiske traditioner. Han var en ihærdig studerende, men deltog også i det glade studenterliv, bl.a. i foreningen Igelbund - Pindsvinef­orbundet - hvis medlem­mer bar en grå kappe besat med pindsvinepigge. I forbin­delse her­med var han for første og eneste gang i sit liv i uniform, idet han i 1923 deltog i militært prægede ø­vel­ser som medlem af et patriotisk forbund ved navn Ullmerjægerne. Det blev dog en en­gangsforestilling, på grund af den ikke blot patriotiske, men dybt re­aktionære stemning som her­skede i det.

Da han blev 18 fik han opfyldt sit ønske om at se Italien. Han drog af sted sammen med den ældre broder Klaus og prøvede allerede in­den af­rejsen at lære italiensk. Det blev en rejse, som fik stor betyd­ning for ham. Han glædede sig over varmen, larmen, italienernes imødekommen­de væsen, naturen og kunsten, og var undertiden ved at drive den me­re tilbageholdende Klaus til vanvid. I brevene fra fængslet 20 år senere vender han ofte tilbage til glæden ved Italiensrejsen. Ophol­det, ikke mindst i Rom, gav ham et indblik i hvad en kirke også kan være, ud over den nøgterne, afmålte lutherske kirke i Tyskland.

Han oplevede ritualer, fest, sang, og et mylder af mennesker af alle hud­farver og nationer som samledes i kirkerne omkring det kristne budskab. Han deltog aktivt i hele påskeugens gudstjenestefejringer i Roms kirker, men så ville Klaus videre sydpå.

De kom til Napoli, der­efter til Sicilien. Og ende­lig satte de over til A­fr­ika, hvor de i Tripolis blandt arabere, sorte og jøder, æsler og ka­me­ler følte sig hensat til Gammeltestamentlig tid. De besøgte også en moske og prøvede at lære noget om islam. Men uvist hvorfor blev de pludselig arresteret og udvist. ⁽⁵

Klaus rejste hjem, men Dietrich blev endnu et par uger i Rom hvor han hjemsøgte mu­seer og kirker og studerede den tidlige kristne kunst i katakomber­ne.

Han mødte alle disse indtryk med åbent sind, og de blev sikkert ­bestem­mende for hans senere økumeniske holdning, hans arbejde med at udvikle fællesskab mellem forskellige kirkelige retninger i Europa, og hans forståelse af, hvad en kirke kan være. Nemlig det, som blev emnet for doktorafhandlingen, som han skrev i Berlin fire år senere: "Sanctorum Communio" - de helliges samfund, den kon­krete kirke, det virkelige fællesskab omkring den opstandne Kristus.

Tilbage

Præst i Barcelona

Med de akademiske kvalifikationer som Dietrich Bonhoeffer havde tileg­net sig kunne man have forventet at han ville søge en universi­tets-stilling. Men i stedet valgte han at arbejde som præst. Han fik en hjælpepræstestilling ved den ty­ske menighed i Barcelona. I den for­bindelse begyndte han at lære spansk, og han kastede sig også straks ud i livet i Barce­lonas tyske koloni. Han dyrkede idræt i Ten­nisklubben; i sangforeningen blev han akkompagnatør, da han var en habil pia­nist; i Den Ty­ske Fore­ning blev han især kendt som skak­spiller. Han holdt foredrag, ar­rangerede børnegudstjene­ster, udflugter og ju­lefester for menigheden, så han lærte en mangfoldig­hed af menne­sker at kende. Ikke mindst fik han kontakt med en broget flok gen­nem kir­kens hjælpe­kasse som han også i pe­rioder ­bestyrede.

I et brev til broderen Klaus fortæller han:

"Man får et indblik i de mest forskelligartede måder at leve på, og har at gøre med de mest mærkværdige mennesker, som man el­lers ikke så let ville komme til at veksle et ord med: jordomrejsere, vagabonder, flygtede forbrydere, mange fremmedlegionærer, lø­vetæmmere og andre dyretæmmere som er stødt til Cirkus Krone under dets Spaniensrejse, tyske danserinder på herværende vari­etéscener, tyske forfulgte feme-mordere, der alle sammen vil for­tælle en deres livshistorie i alle detaljer; det er ofte temmelig svært at gi­ve eller afslå hjælp efter eget forgodtfindende; men da man nu engang ikke kan finde frem til noget principielt i disse sager, så må det personlige indtryk være afgørende; og det er ofte tilstræk­keligt, men kan også meget let være vildledende" ⁽⁶

Denne konkrete måde at forholde sig til tingene på, ud fra situatio­nen og ikke fra abstrakte principper, men på et kristent grund­lag er karakteristisk for ham resten af livet, og udarbejdes teo­retisk i hans store, men ufuldførte værk om etikken.

Tilbage

Videre studier i Berlin

I februar 1929 vendte han tilbage til Berlin for at arbejde videre med sin akademiske uddannelse og han skrev bl.a. afhandlingen "Akt und Sein" - "Handling og Væren", som udkom i 1930. Herefter ville han gerne have været på studieophold i Indien. Han havde en leven­de interes­se ikke blot for kristendommen, men også for andre reli­gi­o­ner. Og nu ville han ger­ne opleve Hinduismen i dens hjem­land. Til Indien kom han dog ikke, heller ikke senere, selv om han i 1934 fik en indbydelse fra Gandhi til at komme og lære om ikke-voldelig civil ulydighed. I efteråret 1930 fik han i stedet et etårigt stipendi­um til stu­dier ved Union Theological Seminary i New York.

Tilbage

Hvad han lærte i Harlem

Opholdet i USA fik stor betydning for ham. Han blev ikke impone­ret af den teologiske tænkning som han mødte. Men til gen­gæld gjorde kirkens sociale arbejde dybt indtryk på ham. Og han mød­te medstu­derende, som han sluttede livslangt venskab med.

En af vennerne var Frank Fisher, en sort studerende, som tog ham med til Harlem og de sorte menigheder, hvor den varme og le­vende stemning under gudstjenesterne og brugen af negro spirituals - det som vi nu kalder gospel - virke­de som en stærk kontrast til de vel­kendte alvorlige, lutherske tyske gudstjenester. I en redegørelse for studieopholdet skrev han (og man må hu­ske på, at der dengang ikke behøvede at være noget diskrimine­rende i brugen af ordet 'neger'):

"I Washington boede jeg fuldstændig blandt negrene og har gen­nem [Frank Fisher] lært alle de ledende personer i neger­væ­gel­sen at kende, jeg var i deres hjem og har haft overordentlig in­ter­es­sante diskussioner... Tilstandene er temmelig utrolige. Ikke bare raceadskilte jernbaner, sporvogne, busser syd for Washing­ton, men da jeg for eksempel ville spise sammen med en neger i en lille restaurant, nægtede man at servere for mig" ⁽⁷

Gennem Frank Fisher kunne Bonhoeffer - som han senere skrev - for første gang se tingene "fra neden, fra de udelukkedes, [...] de un­dertrykte og forhånedes, kort sagt: de lidendes perspektiv" ⁽⁸

Schweizeren Erwin Sutz var en anden af Bonhoeffers venner fra ti­den i USA. Sutz var elev af den schweiziske teolog Karl Barth og gav stødet til at Bon­hoef­fer efter sin hjemkomst tog direkte kontakt til denne. De to skarpe teo­loger inspirerede hinanden. Deres personli­ge møder og diskussio­nerne pr. brev mellem Barth og Bonhoeffer blev i mangt og meget bestem­mende for Bonhoeffers teologiske og ikke mindst poli­tiske udvikling. Erwin Sutz var senere meget aktiv i den økumeni­ske ­vægelse med hovedkontor i Geneve, og gennem kontakten med Bonhoeffer kunne han holde kirkerne uden for Tysk­land orienteret om hvad der foregik i Tysk­land op gennem 1930'erne.

Den tredje ven som skal nævnes var franskmanden Jean Laserre. Han var overvist pacifist og påvirke­de Bonhoeffer til at rykke sig fra sine tidligere nationalistiske hold­ninger i retning af pacifismen. Med Laserre foretog Bonhoeffer rej­ser fra USA til Mexico og Cuba, inden han vendte tilbage til Tys­kland igen i 1931 og blev ansat som underviser på Univer­sitetet i Berlin.

I et brev fra fængslet 21. juli 1944 - dagen efter det mislykkede at­ten­tat på Hitler - mindedes Bonhoeffer den betydning som Laserre havde haft for ham. Han skriver:

"Vi havde ganske enkelt stillet hinanden spørgsmålet, hvad vi e­gent­lig ville med vores liv. Da sagde han: jeg ville gerne blive en hel­gen (- og jeg regner det for at være muligt at han faktisk er ble­vet det -); det gjorde dengang et meget stort indtryk på mig. Alli­gevel modsagde jeg ham og sagde sådan noget som: jeg ville gerne lære at tro. I lang tid har jeg ikke forstået hvor dyb denne mod­sæt­ning er. Jeg troede at jeg kunne lære at tro, idet jeg selv for­søg­te at føre noget som ligner et helligt liv. Ved slutningen af den­ne vej skrev jeg så "Efterfølgelse". I dag ser jeg tydeligt farerne ved den­ne bog, som jeg alligevel står ved, nu som før. Senere erfarede jeg, og erfarer det hver eneste time, at man først lærer at tro i li­vets fulde dennesidighed. Når man har givet fuldstændig af­kald på at gøre sig selv til noget - hvad enten det nu er en hel­gen el­ler en om­vendt synder eller en kirkelig person [...], en retfærdig eller en uretfærdig, en rask eller en syg - og dette kalder jeg denne­sidig­hed, nemlig at leve i en fyl­de af op­gaver, spørgsmål, resultat­er og fejlslagne planer, erfarin­ger og rådløshed - så kaster man sig fuld­stændig i Guds arme, så tager man ikke længere sine egne li­delser, men Guds lidelser i ver­den, alvorligt, så våger man med Kris­tus i Gethsemane, og jeg me­ner det er tro, det er metanoia [omvendelse] - og så bliver man til et menneske, en kristen." ⁽⁹

Tilbage

Efterfølgelse

Bogen "Nachfolge" - "Efterfølgelse" er et af Bonhoeffers hovedvær­ker. Den udkom i 1937 og er stadig aktuel.

Titlen er bevidst valgt for at lede tankerne hen på det middelalderli­ge fromhedsskrift "Imitatio Chri­sti", som også Bonhoeffer læste i. Men i hans egne over­vejelser var der ikke tale om imitatio - efterlig­nelse - men om Nachfolge - efterfølgelse.

At bestræbe sig på at efterligne Kristus mente Bonhoeffer ville være halsløs gerning. Efterfølgelsen derimod er en mulighed også her og nu. Vi kan følge et kald, uanset hvor gode eller dårlige mennesker vi er. Da Jesus sagde til fiskerne ved Genesa­reth sø: "Følg mig!" så kald­te han dem til at gå vejen sammen med ham, ikke til at blive fuld­komne mennesker el­ler guder. De fulgte ham med al deres men­neskelighed, alle deres styrker og svagheder: den retfærdige Nata­nael så vel som brushovedet Peter der tre gange fornægtede ham og tre gange blev bekræftet i at være hyrde for menigheden, ja, selv for­ræderen Judas.

Der blev kaldt på dem, og de tog det første skridt ud af deres hidtidi­ge­ eksistens i det som Bonhoeffer kalder "enfoldig lydighed" ⁽¹⁰

"Kun den troende er lydig, og kun den lydige tror." ⁽¹²

Det er en bog fuld af salt og kraft som kan anfales til læsning. Den er oversat til dansk og er ikke svær at få fat i.

Tilbage

Den tyske baggrund

Forud for udgivelsen af "Efterfølgelse" gik der nogle bevægede år for Europa, og også for Dietrich Bonhoeffer selv.

Efter Hitlers magtovertagelse i januar 1933 var han den første som offentligt talte imod førerbegrebet. Den 1. februar 1933, samme dag som Hitler holdt sin første tale til nationen, talte Bonhoeffer på en Berlinsk radiostation om emnet "Forandringer i Førerbegrebet". Sen­deren blev dog afbrudt, efter at han havde sagt: "Føreren vælger jeg, en fader og en lærer kan jeg ikke vælge, føre­rens autoritet stiller jeg mig under, faderens og lærerens autoritet er jeg undergivet [...] Føreren skal kunne være sig denne klare ­begrænsning af sin autoritet ansvarsfuldt bevidst. Forstår han sin funktion på anden måde end som den er sagligt begrundet [...] lader han sig rive med af den førte til at ville blive dennes idol - og den førte vil altid håbe dette af ham - så glider billedet af føreren over i billedet af forføreren" ⁽¹³

I april 1933 gik nazisterne til direkte angreb mod jødisk ejede butik­ker og firmaer. Ganske få satte sig imod disse overgreb - blandt an­dre Bon­hoeffers 91-årige bedstemor, som resolut masede sig forbi SA-vag­terne og gik ind i "Kaufhaus des Westens", idet hun erklære­de, at hun agtede at handle, hvor hun altid havde gjort det.

Bonho­effer selv tog kirkens stillingtagen til jødespørgsmålet op som et af­gørende tros­spørgsmål, bl.a. i de to artikler "Kirken over for jøde­spørgsmålet" og "Arier-paragraffen i Kirken" ⁽¹⁴

Med udgangspunkt i det udbredte lutheranske standpunkt, at "Kir­ken først og fremmest ikke må handle umiddelbart politisk" konklu­derer han, at:

"Det betyder ikke, at den lader den politiske handling drage forbi sig uden at tage del; men netop fordi den ikke moraliserer i hvert enkelt tilfælde, kan og skal den igen og igen spørge staten om den­ne kan stå til ansvar for sin handling som legitim statslig hand­ling, dvs. som handling hvor der skabes ret og orden, ikke retsløs­hed og uorden" ⁽¹⁵

Ved at holde staten fast på dens ansvar mente han at kirken kunne leve op til sit ansvar.

Tilbage

"En kæp i hjulet"

Han tog hermed et opgør med den tra­ditionelle lutherske opfattelse af to-regimente-læren, som hævder at staten er den af Gud indsatte øvrighed, der skal hol­de ro og orden i alle verdslige forhold, uden at kirken må eller kan blande sig i det; som Paulus siger det: "Enhver øvrighed er af Gud" ⁽¹⁶

Det havde Bonhoeffer lært på universitetet og også regnet for at væ­re sund teologi. Men denne teologi var for hans vedkom­mende stødt imod virkeligheden. I 1933 forvandlede den tyske stat sig i løbet af få måneder fra at være en retsstat til at blive en uretsstat. Og her­med måtte situa­tionen gennemtænkes igen.

I fo­re­draget fra juni 1933 med titlen: "Kirken over for jødespørgs­må­let" gjorde han netop det. Han siger:

"Kirken kan handle på tre mulige måder over for staten:

Den tredje mulighed består i, ikke blot at forbinde de ofre som er faldet under hjulet, men at stikke en kæp i selve hjulet. En sådan handling ville være en umiddelbar politisk handling fra kirkens side, og er kun mulig og kræves kun, når kirken ser at staten svig­ter med hensyn til at skabe ret og orden." ⁽¹⁷

Han så det dengang som kirkens opgave at træde til for at stikke en kæp i hjulet på statsmagten, når den tromlede frem på uretfærdig vis. Da kirken ikke løftede denne opgave, påtog han sig at gøre det som et kristent menneske sammen med andre ligesindede.

Senere, i fængslet, spurgte en medfange ham, hvordan han som præst kunne forsvare at kæmpe mod statsmagten. I vogternes påhør svarede han:

"Hvis en fuld bilist kom farende af sted med høj hastighed ned ad Kurfürstendamm, så kunne det ikke være hans, præstens, eneste eller vigtigste opgave at begrave den sindssyges ofre og trøste de­res efterladte; det ville være vigtigere at rive rattet ud af hæn­derne på den fulde mand" ⁽¹⁸

Tilbage

Kirkekampen og Finkenwalde

For Hitler og hans parti og statsapparat var kirkerne potentielle mod­standere, som måtte pacificeres. Den romersk-katolske kirke havde en enhedsstruktur og et klart hierarki med paven i spidsen. Så midlet til at holde katolikker­ne­ i skak, var en fredsaftale, et kon­kordat med Vatikanet. Det blev undertegnet i juli 1933 og opfyldte til ful­de sin hensigt. Omend mange gode katolikker senere gik til helhjertet modstand mod nazismens vederstyggeligheder.

Med de lutherske kirker var det en anden sag. De udgjorde ikke en samlet enhed, men hver af delstaterne havde sin egen landskirke, som ikke stod under nogen fælles ledelse. Og der var forskellige teo­logiske retninger inden for dem.

Nazistatens spyd­spids inden for de lutherske kirker var den retning som kaldte sig Deutsche Christen - De tyske Kristne. De havde en sær­egen teologi som ville fjerne den jødiske - dvs. Gammeltesta­ment­lige - baggrund for kristendommen og som konstruerede en tæt forbindelse mellem kristendom og nation. Den tyske fol­kesjæl var kristen, og derfor måtte de kristne også slutte op om det tyske folks overlevelseskamp over for sejrherrerne fra Første Ver­denskrig, over for socialismen og over for den jødiske sammensvær­gelse mod kirke og folk. Som et led i denne kamp skulle også de lutherske kir­ker forenes i en fællestysk Rigskirke. Sådan lød den nazistiske reto­rik.

Denne forening kom i 1933 under rigsbiskop Ludwig Müller. Men det skete ikke uden svære diskussioner inden for menighederne. Mange af dem havde internationale forbindelser gennem det fæl­leskirkelige økumeniske arbejde, som også Bonhoeffer deltog i. Ad­skillige præster, blandt dem Martin Niemöller og Dietrich Bonhoef­fer, oppone­rede mod De tyske Kristnes teologiske konstruktioner. Modstanderne mod Rigskirken samlede sig i det, som blev kaldt ­Bekenntnisskirche - Den beken­dende Kirke.

Dens egentlige grundlæggelse regnes fra 23. april 1934. Den dag sam­ledes hen ved 5000 lutherske kristne fra alle de tyske delstater til gudstjeneste i Ulm, hvor biskop Meiser efter prædiken oplæste en bekendtgørelse, hvori de be­kendelsestro kirker og menigheder er­klærede sig som den ret­mæssige kirke i Tyskland og sagde sig fri af den ugu­delige Rigskirke.

En måned senere samledes et stort antal delegerede til kirke­møde i by­delen Barmen i Wuppertal. De vedtog Barmen-erklærin­gen, der er blevet betegnet som et af de vigtigste kirkelige dokumen­ter fra før­ste halvdel af det 20. århundrede. Heri opstilles seks teser med Den bekendende Kirkes tro og tilbagevisning af De tyske Krist­nes vrang­lære. Erklæringen tilbageviser den ideologi som kunne og ville un­derlægge kirken under nazistaten. Dermed er Barmen-erklæring­en vigtig. Men det er stadig et dokument som ser kampen som væ­rende inden for kirken selv, og ikke mellem kirken og en uret­færdig stat. ⁽¹⁹

Men det var det for Bonhoeffer. Derfor mente han at Den beken­den­de Kirke også skulle protestere mod arierpa­ragraffen som ude­luk­kede medborgere af jødisk afstamning fra statslige og kirkelige embeder. Netop arierparagraffen var et omdrejningspunkt for ham, og opgøret med den et kriterium for om man havde lov til at kalde sig kristen.

Under de nazistiske terroraktioner på Krystalnatten i 1938 blev flere hundrede synagoger i Tyskland ødelagt, mange jøder blev dræbt og hen ved 30.000 deporteret til ghettoer i Polen. I den Bibel, Bonhoeffer havde arvet efter sin broder Walter, understregede han de linjer i Sal­me 74, hvor der står "De afbrænder alle Guds huse i lan­det" og tilføjede datoen 9.11.38 i i marginen.

Fra samme tid stam­mer hans ofte citerede ord:

"Kun den der skriger for jøder­ne har lov til at synge grego­riansk kirkesang!" ⁽²⁰

Den bekendende Kirke nåede aldrig frem til det opgør med nazista­tens jødeforfølgelser, som han kæmpede for, og selv om den ef­ter­hån­den kom til at om­fatte hen ved 7000 præster, så fik den al­drig den indflydelse som den kunne have haft.

Internationalt søgte Den bekendende Kirke anerkendelse som den e­neste legitime tyske kirke. Men i den økumeniske vægelse fort­satte man med at samarjde med Rigskirken, selv om man så også inviterede repræsentanter fra bekendelseskirken med til møderne.

Bonhoeffer pressede på for at få en afgørelse til fordel for Den be­ken­dende Kirke og understregede f.eks. i 1934 i et brev til general­se­kre­tæren for det Økumeniske Råd:

"Men at man af ren og skær angst for at tage fejl overhovedet ikke når frem til handling og stillingtagen,[...] synes mig næsten at væ­re imod kærligheden. Forsinkede eller forpassede afgørelse kan væ­re mere syndige end en forkert afgørelse som udspringer af tro eller kærlighed." ⁽²¹

Enkelte kirkelige kræfter som den danske biskop Ammundsen og Bon­hoeffers nære ven, bi­skoppen af Chichester, George Bell, var vel­informerede om situation­en i Tyskland og støttede kravet om at Rigskirken skulle udelukkes og Den bekendende Kirke anerkendes, men uden held.

I 1935 blev der oprettet et tysk Rigskirkeminister-embede. Og rigs­kir­keministeren pålagde bekendelseskirken flere og fle­re admi­ni­stra­tive og økonomiske begrænsninger, så det til sidst kun var Rigskirken som kunne fungere.

Som et led i kirkekampen søgte Bonhoeffer embede som udlands­præst ved to tyske me­nig­heder i London, hvor han kunne agere frie­re end i selve Tyskland. Her arbejdede og levede han i hen ved 2 år, 1934-1935. I London mødte han den allerede omtalte George Bell, biskoppen af Chi­ches­ter, som sene­re blev en vigtig international kontakt til de ty­ske modstanderkredse mod Hitler-styret. Churchill kaldte ham lidt foragteligt "vores tyske biskop" og ville ikke forstå hans påvisning af, at krigen ikke kun stod mellem nationer, men mellem forskellige menneskesyn, og at der også i Tyskland var mennesker som bekæm­pede nazismen.

Tilbage

Liv i Fællesskab

Den bekendende Kirke organiserede fra 1935 pastoralseminarer som skulle sør­ge for nye teologers uddannelse til præstegerningen på Barmen-erklæringens grundlag. Bon­hoeffer blev leder af et af dem i Finkenwal­de­ ved Østersøkysten.

Årene her var præget af et liv i fællesskab mellem del­tagerne. Der var et fast dagsforløb med andagter, stilletider, tid til meditation o­ver bibeltekster, tid til samtaler, og tid til under­visning i præste­ger­nin­gen, samt mulighed for personligt skriftemål. Blandt husreg­lerne i Finkenwalde var en bestemmelse om at man ikke måtte tale om deltagere som ikke selv var til stede. Dette klosterlignende liv ­beskrev Bonhoeffer senere i bogen"Gemeinsames Leben" - "Liv i Fællesskab", som har været til inspiration for de senere så populære retræter. Den er oversat til dansk og fylder ikke meget, men rummer mange fine betragtninger.

Her blot to sætninger som sætter sammenhængen mellem tilbage­træk­ning og fællesskab i perspektiv:

"Den som ikke kan være alene, skal vare sig for fællesskabet [...] Den som ikke er i fællesskabet, skal vare sig for at være alene" ⁽²²

Efter at Gestapo lukkede Finkenwalde i 1937 fandt Den bekendende Kirke nye veje til at uddanne de kommende præster. De blev udsta­tioneret som vikarer for præster i menigheder i Bagpommern, og underviserne rejste så rundt til dem. De øko­nomiske midler til dette blev ydet af private.

En af dem, som ydede stor støtte, var grevinde Ruth von Kleist-Retzow. Hun var meget teologisk interesseret og indgik snart i livli­ge diskussioner med Bonhoeffer. De kom til at sætte stor pris på hin­andens ven­skab. Og gennem Ruth von Kleist lærte Bonhoeffer hendes barne­barn, den dengang 13-årige Maria von Wedemeyer, at kende.

Tilbage

Et venskab med konsekvenser

En af de få elever fra Finkenwalde, som overlevede Krigen, var E­r­hard Bethge. Og taler man Bonhoeffer, så kommer man ikke u­den om Bethge. De blev hurtigt venner og efter selv at have fulgt kur­set i Finkenwalde fortsatte Bethge som under­viser og fungerede senere som studieinspektor ved vikariater­ne i Pom­mern. Bonhoef­fer og Bethge diskuterede og brevvekslede med hinanden til det sid­ste, og mange af Bonhoeffers tanker er udviklet netop i dialog med Bethge.

Bethge blev indkaldt som soldat til den italienske front i 1943, hvor han var, indtil han blev arresteret i oktober 1944 for sin modstands­virksomhed. I april 1945 befriede amerikanerne ham fra Gestapo-fængslet, og i efterkrigsårene udførte han et enormt arbejde med at samle, dechiff­rere og udgive Bonhoeffers manuskripter og breve.

Første udgi­velse blev hans udgave af Etikken. Kort efter udgav han de breve, som Bonhoef­fer hav­de skrevet til ham fra fængslet. Senere har Bethge udgivet en stor Bonhoeffer-bi­ografi, et bind med billeder fra hans liv, og flere værkudgaver. Han medvirke­de se­nest til udgi­vel­sen af den definitive 17-bindsudgave, som udkom i årene 1992-1999, og af brevvekslingen mellem Bonho­effer og Maria von Wede­meyer, som på det tidspunkt ikke kunne indgå i de samlede værker.

Tilbage

Afgørelsen

I januar 1938 fik Bonhoeffer forbud mod at opholde sig i Berlin - dog med undtagelse af kortere besøg i forældrenes hus i Marienbur­ger Allee.

Kort efter kom der så småt gang i hans egne forsøg på at stik­ke en kæp i hjulet på nazistaten. Hans svoger Hans von Dohna­nyi arbe­jdede som jurist i regeringen, senere i Abwehr, den militære efterretnings­tjeneste.

Han var allerede involveret i modstanden mod styret og havde i flere år arbejdet på at dokumen­tere nazista­tens grusomheder for at påvirke generalerne i hærens ledelse til at gribe ind. Gennem ham blev Bonhoeffer draget ind i Hitlermodstan­den i Abwehr under ledelse af generaloberst Hans Oster og den le­gendariske admiral Canaris.

I marts 1939 formidlede Bonhoeffers gamle ven Reinhold Niebuhr fra Union Theo­logical Seminary en invitation til ham til at blive gæ­steforelæser i USA. I første omgang tog han mod tilbuddet. Han tog af sted den 2. juni 1939, men allerede 27. juli rejste han hjem igen. I et brev til Niebuhr forklarede han hvorfor:

"Her [...] har jeg haft tid til i bøn at tænke over min situation og min nations situation og afklare Guds vilje med mig. Jeg er nu o­ver­vist om, at det var en fejl af mig at komme til Amerika. Den­ne vanskelige epoke i vores nationale historie må jeg gennem­leve blandt Tysklands kristne. Jeg har ingen ret til at medvirke til genoprettelsen af det kristelige liv i Tyskland efter krigen, hvis jeg ik­ke deler denne tids prøvelser med mit folk. Mine brødre i ­beken­del­sessynoden ønskede at jeg skulle tage af sted. Måske gjorde de ret i at presse mig; men det var forkert af mig at tage af sted. En sådan afgørelse må et hvert menneske træffe for sit eget vedkommende. De kristne i Tyskland vil komme til at stå over for det fryg­telige alternativ, enten at ville deres nations nederlag for at den kristne civilisation kan overleve, eller at ville deres nations sejr og dermed ødelægge vores civilisation. Jeg ved, hvilken af de to muligheder jeg må vælge; men jeg kan ikke træffe dette valg [me­dens jeg er] i sikkerhed" ⁽²³

Et afgørende skub i denne retning fik han ved læsningen af skriftordene i den herrnhuttisk­e løsensbog for lørdag 24. juni: "Den der tror flygter ikke" (Esajas 28,16)

Efter den hastige tilbagevenden til Tyskland fra USA havde Bonho­effer forspildt muligheden for flugt, og han kom for alvor ind i mod­standen mod Hitler.

Tilbage

Tilbage

De sammensvorne

Den indre tyske modstand mod nazistyret havde svære vilkår. De politiske partier var sat ud af spillet. Kirkerne var pacificerede eller splittede, og hvad der ellers måtte væ­re af folkelig modstand blev un­dertrykt med direkte og omgående ter­ror fra SS og Gestapo.

Alligevel var der en vis organiseret mod­stand. Ledende skikkelser in­den for diplomati­et - som Helmut James von Moltke og Ulrich von Hassell havde fundet sammen med Leipzigs borgmester Goer­deler.

De prøvede især på at udarbejde planer for et nyt Tys­kland ef­ter nazistatens sammenbrud og et tysk militært nederlag. Goerdeler var udset til at skulle være rigskansler ef­ter Hitlers af­sættelse. Og generaloberst Ludwig Beck skulle stå for den militære ledelse.

Det andet modstandscenter var som nævnt den militære efterret­nings­tjeneste, Abwehr. Her arbejdede man især med at dokumente­re nazismens grusomheder, med at ­bearbejde ledende militære per­sonligheder, og med at udarbejde at­tentatplaner mod Føreren selv.

Samtidig søgte von Dohnanyi at få slettet navne fra li­sterne over per­soner som skulle sendes i koncentrationslejrene. Det lykkedes i en del tilfælde, og han arbejdede også på at få jøder sendt i tryghed uden for Tysklands grænser. Han iværksatte "Unternehmen 7" - Opera­tion 7 - som efter mange besværligheder resulterede i at 14 jøder kom i sikkerhed i Schweiz, efter pro forma at være hvervet som agenter for Abwehr. Denne indsats førte til hans og flere andres senere arrestation.

Fra september 1939 til arrestationen i april 1943 arbe­j­dede Bonho­effer så at sige under dobbelt dække. Gennem Hans von Dohnanyi blev han ind­draget i den militære efterretningstjene­stes modstand. Og for at sikre ham mod at blive indkaldt til fronten, hvor­ved han vil­le blive unyt­tig for mod­standsarbejdet, blev han ansat som V-Mann, dvs. som agent for Abwehrs ud­lands­af­deling. Abwehr gav ham en så­kaldt uundværlighedserklæring som fritog ham for ind­kaldelse til mili­tærtjeneste. Den skulle senere blive årsagen til hans fængsling.

For at Abwehr eventuelt over for sikkerhedstjenesten kunne forsva­re brugen af den kon­troversielle præst i efterretningstjenesten, skrev Bonhoeffer et brev til Hans von Dohnanyi, hvori han udlægger hvor nyttig han kan være med at skaffe efterretninger om situatio­nen i kirkerne i udlan­det, og ved at påvirke sine mange vigtige højt­stående interna­tionale kontakter til gunst for Tyskland.

Dette såkaldte 'dækbrev' blev udarbe­jdet i foråret 1943, hvor de sam­mensvorne i Abwehr i stigende grad kom i Gestapos søgelys, men det blev tilbagedate­ret til november 1940 og skrevet på papir og med blæk som var i alminde­lig brug på daværende tidspunkt, så det kunne bevises at der havde været tale om et langvarigt samar­bejde. ⁽²⁴

Hans tje­ne­ste­sted blev München. Hans direkte fo­re­sat­te blev den se­nere CDU-politiker Josef Müller, kaldet Ochsensepp, som selv var i tæt kontakt med Va­tikanet, og - håbede man - dermed også med indflydelsesrige per­soner blandt de Allierede.

Bonhoeffer rejste som kurer mellem Mün­chen og Berlin, men også flere gange til ud­landet, hvor han gennem sine økumeniske kontak­ter kunne for­midle en forbindelse mellem de tyske Hitlermodstan­dere og de allierede.

Bonhoeffer var flere gange i Schweiz, bl.a. i forbindelse med Unter­nehmen 7, og havde her mulighed for at gen­op­ta­ge kontakten med Karl Barth, selv om det ikke var uden van­ske­lig­he­der.

Til Norge rejste han sammen med von Moltke, officielt for at få et o­ver­blik over den norske kirkekamp, men uofficelt for at arbejde for at få frigi­vet biskop Berggrav, der stod for at skulle sen­des til retter­gang i Tyskland. Berggrav blev ikke sendt af sted, men måtte tilbrin­ge resten af krigen i husarrest. I øvrigt blev rejsen præget af en in­tern konflikt mellem de to udsendte: von Moltke var modstander af at øve attentat mod Hitler, medens Bonhoeffer argumenterede for at det var et nødvendigt skridt at tage.

Tilbage

Tyranmordets nødvendighed

På trods af sin tidligere pacifistiske indstilling mente Bonhoeffer at man ikke længere kunne komme uden om et tyranmord. Det var en ­slut­ning som han ikke kom let til; i et centralt afsnit i Etikken skri­ver han:

"Den ekstraordinære nødvendighed appellerer til den ansvarliges frihed. Der findes her ingen lov, som den ansvarlige kan søge dæk­ning bag [...] Der findes ydermere i denne situation kun det fuldstændige afkald på enhver lov, forbundet med en viden om at man her må træffe en afgørelse som et frit vovestykke, forbundet med en åben tilståelse af, at loven her krænkes og brydes [...]; thi på den ene eller den anden måde bliver mennesket skyldigt, og på den ene eller den anden måde kan det kun leve af den guddom­me­lige nåde og af ansvarligheden [...] Det fremgår af det sagte, at til den ansvarlige handlings struktur hører både villigheden til at påtage sig skyld og friheden" ⁽²⁵

'Ansvarlighedens vovestykke' og 'handlingens vovestykke' er vigtige kategorier i hans arbejde med etikken. Og der er en klar linje tilbage til kravet om efterfølgelse i hans tidligere skrifter.

Den skyld som man påtager sig under ansvarlig handling er ikke no­get, som man kan sone gennem det, som han i "Efterfølgelse" med svidende ironi karakteriserer som 'den billige nåde':

"Billig nåde betyder nåde som lære, som princip, som system; be­ty­der syndernes forladelse som almen sandhed [...] Siger man ja til den, så har man al­le­re­de sine synders forladelse. I denne nåde finder verden et billigt skjul for sine synder, som den ikke angrer og som den egentlig slet ikke ønsker at blive fri for. [...] Altså, den kristne skal ikke følge efter, men trøste sig med nåden! Det er bil­lig nåde som retfærdiggørelse af synden, men ikke som retfærdig­gørelse af den bodfærdige synder, der afstår fra sin synd og ven­der om; ikke den tilgivelse af synden som skiller os fra synden. Bil­lig nåde er den nåde som vi har med os selv" ⁽²⁶

Der blev efterhånden udbredt enighed blandt modstanderkredsene om at Hitler måtte skaffes af vejen for at Tyskland kunne reddes, og planlægningen af et attentat og den efterfølgende magtovertagelse med henblik på at forhandle fred med de Allierede tog fart.

Tilbage

Kontakt med de Allierede

Bonhoeffers vigtigste udenlandsrejse i disse år gik til Sverige i star­ten af juni 1942. Her kunne han i Sigtuna møde sin gamle ven bi­skop Bell og give ham nøjagtige oplysninger om, hvor langt mod­stan­den mod Hitler var kommet, om modstandernes hensigter, de­res øn­ske om fredsforhandlinger, og ikke mindst - og ikke mindst ri­sikabe­lt - nav­nene på de involverede.

Biskop Bell tog alt dette med hjem til Eng­land og forelagde det på rette sted. Men udenrigsmini­ste­ren, Antho­ny Eden, var ikke til sinds at optage kontakt med den indre ty­ske mod­stand, og for Churchill gjaldt intet mindre end den betingelses­løse ka­pitulation.

Efter Sverige rejste Bonhoeffer til Italien og førte tilsvarende samta­ler i Va­tikanet. Man håbede bl.a. også ad denne vej at kunne få svar på fredsfølerne.

Et svar forelå allerede i august, formidlet gennem et telegram til det økumeniske råd i Geneve:

"Uden tvivl interesse men beklager dybest set intet svar muligt. Bell" ⁽²⁷

Tilbage

Kan vi stadig bruges?

De tyske Hitlermodstandere måtte erkende at de stod alene. Men de fortsatte under alle omstændigheder kampen. Der blev forhandlet mellem de forskellige kredse og gjort status. Ved årsskiftet 1942/1943 skrev Bonhoeffer således sin "Status efter 10 års forløb" til brug for især vennerne Hans von Dohnanyi, Hans Oster og Ebe­r­hard Bethge. Skriftet rummer en af de mest indtrængende analyser som findes af erfaringerne med nazismens opståen og magt­o­ver­ta­gel­se, og ikke mindst af modstandens mulighed og om­kostninger.

Han udlægger forholdet mellem magt og dumhed og ser dumhed som en større fare for det gode end ondskaben. For mod det onde kan man protestere, men mod dumheden er man værge­løs. ⁽²⁸

Han fortsætter:

"Man får i mindre grad indtryk af, at dumhed er en medfødt de­fekt, end af at mennesker under bestemte omstændigheder bliver gjort dumme eller lader sig gøre dumme [...] Nøjere betragtet vi­ser det sig, at en hver stærk ydre magtudfoldelse, den være sig af politisk eller religiøs art, slår et stort antal mennesker med dum­hed [...] Den enes magt har brug for den andens dumhed." ⁽²⁹

Derfor er belæring ikke nok:

"Man må derfor affinde sig med, at en ægte indre befrielse i de al­lerfleste tilfælde kun bliver mulig efter at en ydre befrielse er gået forud" ⁽³⁰

Men hvem kan gribe til den ansvarlige handling, som gør befrielsen mulig? Han svarer:

"Kun den, for hvem fornuften, princippet, samvittigheden, frihe­den, integriteten ikke er den yderste målestok, men den som er vil­lig til at ofre alt dette, når han i tro og kun bundet til Gud bliver kaldet til lydig og ansvarlig handling, den ansvarlige hvis liv ikke vil være andet end et svar på Guds spørgs­mål og kald". ⁽³¹

Som afslutning på analysen stiller han spørgsmålet "Kan vi stadig bruges?", og svarer:

"Vi har været stumme vidner til onde gerninger, vi er blevet vasket i mange vande, vi har lært forstillelsens og den flertydige tales kunst, vi er af erfaring blevet mistroiske over for menneskene og måtte ofte blive dem sandheden og det frie ord skyldig, vi er ble­vet møre eller måske endog kyniske af ubærlige konflikter - kan vi stadig bruges? Ikke genier, ikke kynikere, ikke menneskeforagte­re, ikke raffinerede taktikere, men almindelige, enkle, retlinede men­nesker får vi brug for. Vil vores indre modstandskraft mod det, som er blevet os påtvunget, kunne forblive stærk nok og vores oprigtighed over for os selv skånselsløs nok til at vi kan genfinde vej­en til at blive enkle og retlinede?" ⁽³²

Tilbage

Kærlighed og kabale

Selv var han i hvert fald ikke blevet kynisk. Midt i disse svære over­vejelser og det dybt hemmelige arbejde traf Bonhoeffer i 1942 en o­ver­raskende afgørelse.

Under kirkekampen havde han afsluttet et kær­lighedsforhold - det var der ikke tid og plads til i den daværende situation. Men nu var han ved at blive fo­relsket i den 18-årige Maria von Wede­meyer, som han havde kendt de seneste 5 år. Selv var han blevet 36 år gammel.

Marias mor havde svære betænke­ligheder, hvilket man udmærket for­står, og forlangte at han ikke satte sig i forbindelse med Maria i et år. Det accepterede han, men inden året var omme, havde Maria selv truffet sin afgørelse. Den 13. janu­ar 1943 skrev hun et brev, som ind­ledes med et formelt "Kære pastor Bon­hoeffer" - og fortsætter med:

"Da jeg har erfaret, at De forstår mig så godt, får jeg mod til at skri­ve til Dem nu, også selv om jeg egentlig slet ikke har ret til at ­besvare et spørgsmål, som De slet ikke har stillet mig. - Jeg kan i dag sige Dem et helhjertet og glad ja. -

[...] Deres Maria ⁽³³

Han svarer hende straks da han har fået brevet, lettet, lykkelig og om­sorgsfuld, og erklærer at han nu godt kan acceptere res­ten af den ventetid som var blevet dem pålagt:

"Med dit 'ja' kan jeg nu vente roligt; uden dette ja var det svært, og det ville være blevet sværere og sværere; nu er det let, når jeg ved, at du vil det og behøver det [...]

Din trofaste Dietrich" ⁽³⁴

Men den lykke, som han havde forudset, kom til at lade vente på sig.

Den 5. april 1943 blev han arresteret af Gestapo og kom ikke i frihed igen. Resten af deres forlovelsestid kunne de kun ses i det overvåge­de besøgsrum i fængslet. Det blev til 18 gange i løbet af de kommen­de 2 år. Og de måtte nøjes med at erklære deres kærlig­hed i de bre­ve, hvor censuren ofte læste med.

En Bonhoeffer-kender skri­ver me­get rammende:

"Den kærlighed som forbandt de adskilte, er en kærlighed beskre­vet i ord, udtrykt i drømme og holdt i live af håb" ⁽³⁵

Det var Bonhoeffers forhold i forbindelse med Abwehr, som førte til arrestationen. Han blev anklaget for forsøg på at unddrage sig mili­tærtjeneste og for brud på forbuddet mod at opholde sig i Berlin i længere perioder. Hans dybe engagement i planerne om et attentat mod Hitler kom først for dagen langt senere.

Tilbage

Attentatforsøgene

De første konkrete attentatplaner mod Hitler blev lagt i oktober 1941 af generalmajor Henning von Tresckow i samarbejde med modstands­gruppen i Abwehr.

Men ikke før i marts 1943 var de forskellige kreds­e så vidt enige, at forsøget kunne sættes i værk. Nu havde man så til gengæld udarbejdet planer for efterkrigstiden i Tyskland, bl.a. under medvir­ken af Bonhoeffer, og med eller uden de allieredes as­si­stance ville man skride til værket.

Den 13. marts 1943 lykkedes det næsten. Hitler skulle flyve fra Smo­lensk til hovedkvarteret Wolfsschanze i Østpreussen. Fabian von Schlabrendorff havde held til at anbringe en bombe, skjult som et par flasker Cointreau, i hans fly. Med et flystyrt, hvor Føreren blev dræbt langt borte fra magtens cen­trum, og med modstanderne klar til at gribe mag­ten, inden parti, SS og sikkerheds­tjeneste kunne nå at reagere, kunne krigen have været afgjort. Men detonatoren svigtede, så bomben blev ik­ke udløst.

En uge senere fulgte det næste forsøg. En efterretningsofficer skulle bringe en selv­mordsbombe til sprængning medens Hitler besøgte en udstilling af erobret krigsbytte. Mod forventning hastede Hitler gen­nem ud­stillingen på kun to minutter, og bombemanden fik ikke mu­lighed for at komme i nærheden af ham.

Ti dage senere, d. 31. marts var Bonhoeffer-familien samlet til Karl Bonhoeffers 75-års fødselsdag.

Fem dage senere blev Hans von Doh­nanyi og Hans Oster arresteret i deres kontorer i Abwehrs ho­ved­kvarter. Sepp Mül­ler blev arresteret i München. Og samtidig blev også Dietrich Bonhoef­fer arresteret i hjemmet på Marienburger Allee og anbragt i det mi­litære Tegel-fængsel, medens yderligere un­dersøgelser og forhør skulle finde sted.

Tilbage

En mønsterfange

I modsætning til flere af de andre fanger blev Bonhoeffer tilsyne­la­den­de ikke udsat for tortur, men forhørene var opslidende, og han måtte nøje overveje, hvordan hans forklaringer kunne stemme sam­men med det, som Sepp Müller, Oster og Dohnanyi sagde i deres for­hør.

I det skjulte blev de dog til en vis grad holdt oriente­ret om hinandens forkla­ringer. Det skete gennem et enkelt kodesystem. Fa­milien havde lov til at levere bø­ger til fangerne. Hvis der i en bog var sat en blyantstreg under ejernavnet på titelbladet, så var der på hver anden side bagfra sat en mi­kroskopisk prik under et bogstav, så man til sidst kunne stave sig frem til en kort besked.

Bonhoeffer havde en så åbenbart vindende personlighed, at han in­den længe havde skabt et fortroligt forhold til tre af fængselsvagter­ne, som selv var kritiske over for uretssystemet.

Særlig betydning fik underofficer Knobloch. Han smuglede gennem et helt år hundrede­vis af breve og skrifter ud fra og ind til Bonhoef­fer uden om censu­ren. Det gælder breve til familien, det gælder brev­veks­lingen mel­lem ham og vennen Eberhard Bethge, og det gælder bre­ve til og fra kæresten Maria von Wedemeyer, der ikke blot er gribe­nde men­neskelige dokumen­ter, men som også rummer man­ge væ­sentlige over­vejelser om liv og død, ansvarlighed og efter­følgelse, li­delse og håb.

Ud over de egentlige breve skrev Bonhoeffer i fængslet også andet. Udkast til et skuespil og en roman, samt tre bønner, som også er brugbare i dag: en morgen­bøn, en bøn til brug i særlig nød, og en aften­bøn.

I løbet af det sidste halvår af 1944 skrev han desuden 10 dybt ­bevæ­gen­de digte. Det sidste af dem: "Af gode magter underfuldt om­slut­tet" er optaget i salmebøger i flere lande - Sverige, for eksempel - men ikke i Danmark. ⁽³⁶

Mange af brevene og skrifterne er senere oversat til dansk i bogen "Min tid er i dine Hænder" - den kan anfales. Der er kraftig kost og stof til eftertanke i den.

Bonhoeffers sidste store arbejde er dog desværre gået tabt. I august 1944 sendte han et "Ud­kast til et arbejde" til Eberhard Bethge. Her skitserer han, hvordan han på ikke over 100 sider vil forklare: 1) Kristendommens nuværende tilstand 2) Hvad der egentlig er kri­sten tro 3) Hvilke konsekvenser det har.

Han slutter udkastet med ordene:

"Jeg håber at kunne tjene kirkens fremtid med det" ⁽³⁷

Det tror jeg at han kunne. De tanker som han her fremsatte i stik­ords­agtig form, og som han udviklede nærmere i nogle af de sidste breve til Bethge har i hvert fald optaget mange mennesker i efter­krigstiden.

Vi ved fra øjenvidner, at han arbejdede på manuskriptet til det sid­ste, og at det efterhånden var vokset til en anselig stør­relse. Så sent som på turen undervejs til afslutningen i koncentrationslejren Flos­senbürg, havde han det med. Men det er ikke senere blevet fundet, så det er givetvis blevet brændt sammen med hans øvrige ejendele og ham selv efter hans død.

Tilbage

20. juli 1944 og hvad deraf fulgte

Den 20. juli 1944 blev det sidste attentatforsøg mod Hitler sat i værk. Grev Claus Schenk von Stauffenberg anbragte en tidsindstil­let bombe i førerhovedkvarteret i Wolfsschanze. Den dræbte flere højt­stående officerer, men Hitler selv slap fra det med ganske få skader.

På vej tilbage til Berlin troede Stauf­fenberg at for­søget var lykkedes og gav melding herom, så general Beck nåede at sætte en del af pla­nen for magtover­tagelsen i værk, inden Gestapo og SS blev sat ind mod de direkte deltagere i attentatet. ⁽³⁸

I de første dage blev mange summarisk henrettet, medens andre be­gik selvmord. von Stauffenberg blev skudt 20. juli, hans foresatte general Olbricht blev skudt 21. juli, Beck begik assisteret selv­mord også 20. juli, von Tresckow sprængte sig i luften med en hånd­granat 21. juli, Berlins kom­mandant, Bonhoeffers onkel Paul von Hase blev hængt 8. au­gust 1944, medens von Hassell blev hængt 8. sep­tember 1944, von Moltke 23. januar 1945, og Goer­de­ler halshugget 2. fe­bruar 1945.

For Hitler drejede det sig i den første tid efter attentatet om at få ud­ryddet, hvad han mente var "en lil­le klike af forræderiske office­rer" ⁽³⁹

Men efter den første blod­rus blev sikkerhedstjenesten over­vist om at sammensværgelsen rakte langt videre ud end først an­ta­get, så herefter satte man ind med fle­re anholdelser og forhør, me­dens man holdt igen med henrettelser­ne, indtil folk havde afsløret hvad de vidste.

Tilbage

De sidste måneder

Bonhoeffer havde deltaget i planlægningen af de første attentatfor­søg og var vidende om planerne for 20. juli, men endnu havde sik­ker­hedstjenesten ikke sat ham i direkte forbindelse med sammen­sværgelsen mod Hitler. Han sad stadig i militærfængslet i Tegel som fange i celle nr 92.

Men 22. september 1944 kom der et gennembrud i undersøgelserne mod folkene fra Abwehr. Der blev fundet et hemmeligt arkiv i en mi­litær bunker i Zossen, som in­deholdt kom­promitterende papirer om hovedmændene i sammensvær­gelsen mod Hitler.

Papirerne be­kræftede også Bonhoeffers rol­le i modstanden, så d. 8. oktober blev han overført fra fængs­let i Te­gel til Gesta­pos noget strengere kælderfængsel i Prinz-Albrecht-Strasse.

Fra dette øjeblik var det ikke længere muligt for familien at komme i kontakt med ham, og han kunne heller ikke læn­gere opretholde kor­respondancen med Eberhard Bethge. Vores viden om hans sid­ste måneder er sporadisk, men vi kan være sikre på at de har in­deholdt et rigt mål af lidelse. Men en lidelse som han havde øvet sig i at for­sone sig med. Det er et tema som vender tilbage igen og igen i bre­vene, f.eks. som her d. 28. juli 1944:

"Ikke blot handlingen men også lidelsen er en vej til frihed. Befri­elsen ligger i lidelsen ved at man har lov til at lade sagen slippe sig fuldstændig af hænde og lægge den i Guds hånd. På denne vis er døden en kroning af den menneskelige frihed. Om den menneske­lige handling er en trossag eller ej, afgøres herved, om mennesket forstår sin lidelse som en fortsættelse af sin handling, som en fuld­endelse af friheden, eller ej. Det finde jeg meget vigtigt og me­get trøsterigt" ⁽⁴⁰

Han blev overført fra Prinz-Albrecht-Strasse til koncentrationslej­ren Buchenwald d. 7. februar 1945 efter at allierede bomber havde anrettet store skader på fængslet. I Buchenwald kom han til at dele celle med general von Rabenau, og boede i samme barak som bl.a. den engelske efterretningsagent Payne Best, og Sepp Müller.

I sine erindringer skriver Payne Best:

"General von Rabenau og hans makker, Dietrich Bonhoeffer ligne­de udelukkende hinanden ved begge at være dybt religiøse. Von Rabenau [...] havde trukket sig tilbage fra hæren for at hellige sig religiøse studier og havde uddannelse i både humaniora og reli­gi­on. Han var en militant kirkemand som havde bevaret soldatens au­toritære holdning, og jeg tror han var tilbøjelig til at forvente ­betingelsesløs lydighed over for sine religiøse opfattelser.

Bonhoeffer var på den anden side præget af ydmyghed og venlig­hed; jeg syntes, at han altid spredte en atmosfære af lykke om­kring sig, af glæde for selv de små ting i livet, og for dyb taknem­melighed over at han var i live [...] Han var et af de meget få men­nesker, som jeg har mødt, for hvem Gud var virkelig og altid nær". ⁽⁴¹

Der har sikkert været interessante diskussioner mellem general von Rabenau og Bonhoeffer. For på det tidspunkt arbejdede Bonhoeffer sta­dig på sit nu tabte manuskript.

Søndag den 8. april bad medfangerne ham om at holde en gudstje­ne­ste for dem. Han var først uvillig til at gøre det, da de fleste an­dre var katolikker, og en enkelt var ateist. Han ønskede ikke at trække no­get ned over hovedet på dem. Men til sidst gav han allige­vel efter for deres opfordringer. Payne Best fortæller:

"Pastor Bonhoeffer holdt en lille gudstjeneste og talte til os på en må­de, som nåede hjerterne hos alle, da han fandt de helt rigtige ord til at udtrykke ånden i vort fangenskab og de tanker og afgø­relser som det havde medført." ⁽⁴²

De tekster som han talte over var fra Esajas 53,5: "Men han blev så­ret for vore overtrædelser, knust for vor brødes skyld; os til fred kom straf over ham, vi fik lægedom ved hans sår" og fra 1. Peters­brev 1,3: "Lovet være Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kri­sti opstandelse fra de døde".

Bonhoeffers sidste overleverede ord kender vi gennem Payne Bests beretning:

"Knap havde han afsluttet sin sidste bøn, før døren gik op og to uhagelige mænd i civil kom ind og sagde: "Fange Bonhoeffer, gør klar, kom med os". Disse ord "kom med os" - for alle fanger kunne de kun betyde én ting - skafottet.

Vi sagde farvel til ham - han trak mig til side - 'Dette er slutnin­gen', sagde han. 'For mig gyndelsen på livet'" ⁽⁴³

Transporten gik til den bayeriske koncentrationslejr i Flossenbürg, hvor allerede admiral Canaris og Hans Oster fandt sig, efter at Ge­stapo i starten af april havde fundet yderligere belastende ma­te­ri­a­le i Zossen, bl.a. nogle dagbøger som Canaris havde ført. ⁽⁴⁴

Natten mellem 8. og 9. april ankom en SS-særkommando med or­dre fra Berlin til at dømme og henrette Wilhelm Canaris, Hans O­ster, Die­trich Bonhoeffer og flere andre. Der blev holdt en kort skin­proces, og om morgenen d. 9. april blev de alle hængt.

Den tilstedeværende SS-læge Fischer-Hüllstrung gav efter Krigen, i 1955, en skildring af hen­rettelsen af Bonhoeffer:

"Jeg så gennem den halvåbne dør til et værelse i barakbygningen at pastor Bonhoeffer, inden han afførte sig fangedragten, knælede i inderlig bøn til sin Herre og Gud. Den hengivne og fortrøstnings­fulde måde som denne overordentligt sympatiske mand bad på, rør­te mig dybt. Også på selve retterstedet bad han en kort bøn me­re og steg så modigt og fattet op ad trappen til galgen. Døden fulgte efter få sekunder. I min næsten 50-årige lægelige virksom­hed har jeg næppe set nogen anden mand dø på så Gudhengiven en måde" ⁽⁴⁵

Det er jo en smuk skildring, som man kunne ønske var sand. Men det er den ikke: han kan ikke have set Bonhoeffer gennem en halv­åb­en dør, og der var ingen trappe til en galge i Flossenbürg, og dø­den fulgte ikke efter få sekunder. ⁽⁴⁶ Skil­dringen er nok mest af alt et forsøg på at formilde eftertidens syn på SS-lægen selv og hans opga­ve i forbin­delse med henrettelser­ne.

Der var to danske vidner til begivenhederne i Flossenbürg de sidste dage af krigen. Hans Lunding, ritmesteren, som var chef for den dan­ske milit­ære efterretningstjeneste, sad i en nabocelle til admiral Cana­ris, og stod i forbindelse med ham ved hjælp af bankesignaler. Lunding skil­drer hvordan henrettelserne normalt fandt sted og kon­staterer så ganske nøgternt, at Canaris blev hængt om morgenen kl. 6, d. 9. april, og at de øvrige "blandt dem Canaris' stabschef, general Hans Oster og den kendte teolog Dietrich Bonhoeffer" ⁽⁴⁷ blev hængt samme formiddag. Det an­det vidne var den dan­ske vicekonsul i Dan­zig, Jørgen L. F. Mogen­sen, som kan for­tæl­le, at det var en lang proces.

Fangerne blev nøgne og bagbundne ført ud i går­den og fik lagt en me­talløkke om halsen, hvorefter de blev hængt op i fjed­rende kroge. Når de havde mistet bevidstheden blev de genoplive­t af SS-lægen for atter at blive hængt op, og det skete flere gange, så pinen kunne trækkes længst muligt i langdrag inden døden endelig indt­rådte. ⁽⁴⁸

De henrettede blev straks brændt, og deres jordiske rester ligger nu i askepyramiden i "Dødens Dal" - mindesmærket som blev oprettet efter Krigen i Flossenbürg.

Samme dag som Canaris, Oster og Bonhoeffer blev myrdet i Flos­sen­bürg, blev Bonhoefffers svoger Hans von Dohnanyi hængt i kon­cen­trationslejren Sachsenhausen. Dietrich Bonhoeffers broder Klaus Bon­hoeffer, hans svoger Rüdiger Schleicher og vennen Fri­ed­rich Justus Perels, som også alle havde deltaget i sammensvær­gel­sen mod Hit­ler, blev slæbt ud af fængslet og skudt på åben gade i Berlin 23. april 1945.

Her­med sluttede drabene på de mænd, der havde kæmpet mod na­zistyret i selve Tyskland i over 12 år. Enkelte andre, som Eberhard Beth­ge, Sepp Müller og Martin Niemöller overle­vede og kunne være med til at genopbygge Tyskland efter nazitidens ødelæggelser.

Bonhoef­fers forældre døde få år efter Krigen. Maria von Wedemeyer flyttede i 1948 til USA, hvor hun gjorde karriere og stiftede familie. Hun døde i 1977 i Boston med brevene fra Bonhoef­fer ved sin side.

Tilbage

Den myndige verden

Det, som Dietrich Bonhoeffer har efterladt os, er først og fremmest et eksempel på ansvarlig handling og konsekvensen af at adlyde kal­det til efterføl­gelse. Og så nogle ansatser til besindelse på, hvad det vil sige at være kristen i vores egen tid.

Men på samme måde som Bibelen ikke er en entydig facitliste til li­vet, så gi­ver heller ikke Bonhoeffer lette løsninger eller enkle svar. Hvad ansvarlig handling er, må afgøres af hver enkelt i frihed. Hvor­når det er krævet af os at stikke en kæp i magtens hjul gives der ingen universelle regler for. Men afgørelser må vi nå frem til.

En del af Bonhoeffers betydning for eftertiden ligger i hans overvej­elser om, hvad det indebærer at være kristen i vor tid. Det var det, som han arbejdede videre med i det tidligere omtalte forsvundne ma­nuskript, og som vi nu kun kender brudstykkevis gennem "Ud­kast til et arbejde" og en række af de sidste breve til Bethge.

"Den myndi­ge verden" og "religionsløs kristendom" er et par af nøg­leordene. Ordene om den religionsløse kristendom kan misforstås og er blevet misforstået. Men for Bonhoeffer såvel som for hans med- og modspiller Karl Barth er der forskel på religion og kristen­dom. Religionen er de men­neskeskabte opfattelser af det i egentlig­ste forstand uforståeli­ge.

I et brev til Eberhard Bethge fortæller Bonhoeffer at han ganske na­turligt er begyndt at korstegne sig morgen og aften, og fortsætter så:

"Bliv ikke forskrækket! [...] min mistro og min angst for 'religiøsi­teten' [er] blevet endnu større her end nogensinde før. At israeli­ter­ne aldrig udtaler Guds navn giver mig til stadighed noget at tænke over, og jeg forstår det bedre og bedre" ⁽⁴⁹

Religion er forsøg på at sætte Gud på forståelige formler, hvor Gud med Karl Barths formulering tværtimod er "das ganz Andere" - det fuldstændig anderledes - som kommer "senkrecht von Oben" - lod­ret ovenfra, og som vi kun kan komme til at kende gennem Guds ind­brud i verden gennem mennesket Jesus.

Så for Bonhoeffer er den religionsløse kri­stendom ikke en gudløs kris­tendom, men en erkendelse af at vi kun kommer til Gud gennem Kristus, mens vi skal leve i verden som den er.

I et af brevene til Maria von Wedemeyer fastholder han, at troen ik­ke må være verdensfjern:

"[...] ikke den tro som flygter fra verden, men den som holder ud i verden, og som elsker og forbliver tro mod verden, trods al den nød som denne bringer os. Vort ægteskab skal være et ja til Guds jord, det skal styrke os i modet til at virke i verden og skabe no­get i den. Jeg frygter at de kristne som kun står med det ene ben i verden, også kun står med det ene ben i Himlen" ⁽⁵⁰

At kirken i dag kun kan være kirke, hvis den er "kirke for andre", på samme måde som Kristus er et "menneske for andre" ⁽⁵¹ er en af hans væsentlige tanker. Og han fastholder, at

"Det er ikke den religiøse handling, der gør en til kristen, men der­imod deltagelsen i Guds lidelse i livet i verden. 'Metanoia' [om­vendelse] er ikke først og fremmest at tænke på sine egne pinsler, spørgsmål, synder, angst, men at lade sig rive med ind i [...] del­tagelsen i Guds lidelse i Kristus [...] 'Den religiøse hand­ling' er al­tid noget partielt, 'troen' er noget helt, en livshandling. Jesus kal­der ikke til en ny religion, men til livet" ⁽⁵²

Og det er jo noget ganske andet end en gudløs teologi. Sagen er den, som Bonhoeffer udlægger det i et brev til Bethge d. 16. juli 1944, at hvis man kun opfatter Gud som svaret på uløste problemer, så får han mindre plads i kraft af menneskehedens stigende videnskabeli­ge indsigt. Gud som en sådan arbejdshypotese, der blot skal udfylde hullerne i vores viden vil blive mindre og mindre. Sådan en Gud er der ingen brug for i vore dage. Bonhoeffer skriver:

"Gud vil begribes af os, ikke i de uløste, men i de løste spørgs­mål" ⁽⁵³

Teologer der vil 'afmytologisere' kristendommen ved f.eks. at fjerne underne og Opstandelsen fra Det ny Testamente er på et galt spor, hævder Bonhoeffer, som

"er af den opfattelse, at hele indholdet, herunder de 'mytologiske' begreber må blive stående - NT [Ny Testamente] er ikke en myto­logisk iklædning af en almen sandhed! Derimod er denne mytolo­gi (Opstandelse osv) selve sagen!" ⁽⁵⁴

Kirken skal ikke forsøge at give såkaldt fornuftige forklaringer på det uforklarlige for at tækkes folk, men bevare Bibelens åbenbarin­ger som kirkens hemmelighed.

Det er muligt at det så i den såkaldt myndige verden må omformule­res, hvad det vil sige at være kristen i dag. Han skriver i en dåbstale til Eberhard Bethges søn Dietrich bl.a.:

"[...] vores kristendom [kan] i dag kun bestå i to ting: at bede og at gøre det rette blandt mennesker. [...]Ind til [mennesker atter bli­ver kaldet til at tale Guds ord, så verden forandres og fornys der­ved] vil det være de kristnes sag at forblive stille og skjult; men der vil findes mennesker som beder og gør det rette og afventer Guds time" ⁽⁵⁵

I den verden, der opfatter sig selv som myndig, skal vi erkende:

"at vi må leve i verden - 'etsi deus non daretur' [som om Gud ikke fandtes]. Og netop dette erkender vi - over for Gud! Gud selv tvin­ger os til denne er­kendelse. [...] Gud lader os vide, at vi må leve som mennesker der kan overkomme livet uden Gud. Den Gud, der er med os, er den Gud, der forlader os (Markus 15, 34)! ⁽⁵⁶ Den Gud, som lader os leve i verden uden arbejdshypotesen Gud, er den Gud som vi altid står over for. Over for og med Gud lever vi uden Gud.

På korset lader Gud sig trænge ud af verden, Gud er af­mægtig og svag i verden, og netop sådan og kun sådan er han hos os og hjæl­per os. Mat­hæus 8,17 ⁽⁵⁷ gør det ganske tydeligt at Kristus ikke hjæl­per i kraft af sin almagt, men i kraft af sin svag­hed, sin li­delse! Her ligger den afgørende forskel til alle religioner. Menne­skets religiøsitet viser det i dets nød hen til Guds magt i ver­den.[...] Bibelen henviser menneskene til Guds afmagt og li­del­se; kun den lidende Gud kan hjælpe." ⁽⁵⁸

Ifølge Bonhoeffer kaldes vi altså ikke til at leve uden Gud. Men vi kal­des til at leve i den gudløse, myndige verden som om der ikke var nogen Gud, til selv at tage ansvar for den verden vi lever i. Kir­ken og den kristne må altid forholde sig konkret til virkeligheden, også når den­ne virkelighed hævder at der ingen Gud findes.

Forudsætningen for hans tanker er netop den stærke gudstro som gen­nemsyrer hele hans liv, og som man finder udtryk for, næsten u­an­set hvor man læser i hans skrifter. Den gudstro som viser sig i hans afskedsord til Payne Best: "Dette er slutningen. For mig gyn­delsen til livet" og som finder så stærkt udtryk i fængselsdigtet fra december 1944, hvis sidste strofe lyder:

"Af gode magter underfuldt omsluttet
afventer vi fortrøstningsfuldt hvad der vil ske.
Gud er med os hver aften og hver morgen
Og ganske afgjort på hver nye dag" ⁽⁵⁹

Vennen, Eberhard Bethge, skrev i en af de første efterkrigsartikler om Bonhoeffer:

"Han vidste at man kan nyde denne verdens skønhed når man er klar til at ofre den: jordens frugter, solens varme, venskaber, humor og åndens frie spil. [...] Han kunne ofre disse ting, og idet han ofre­de dem, elskede han at vise andre, hvordan man skal omgås med jor­dens skønhed" ⁽⁶⁰

At hver ny dag er et under, siger han, med de ord, som jeg startede med at citere, og som også skal være de afsluttende i denne redegørelse:

"Vi elsker stadig livet, men jeg tror ikke at døden længere kan o­ver­raske os. Efter krigens erfaringer vover vi næppe mere at ind­røm­me vores ønske om at den ikke må træffe os tilfældigt, brat, fjernt fra det væsentlige, men i livets fylde og i helheden af vores indsats. Det vil ikke være de ydre omstændigheder, men os selv som skal gøre vores død til det, som den kan være, til en død som vi frit indvilliger i [...] I de seneste år er vi blevet stadig mere fortrolige med tanken om døden [...] og har næsten udsonet os med den. I grunden føler vi vel, at vi allerede hører den til, og at hver nye dag er et under" ⁽⁶¹

Tilbage

Hvor det er muligt henviser jeg til teksterne i DBA (Dietrich Bonho­effer Auswahl, bd. I-VI, Gütesloher Verlagshaus 2006) som det nye­ste repræsentative udvalg af skrifter. I enkelte tilfælde henvises til den mere omfattende GS (Gesammelte Schriften, bd. I-VI, Chr. Kaiser Verlag 1958-1974 ). Om muligt angiver jeg titel og datering, så der er mulighed for at finde frem til skriftet også i andre udgaver.

Tilbage

Den store standardbiografi på over 1000 sider er skrevet af Eberhard Bethge. Den er ikke den letteste indgang til Bonhoeffer, men den rummer mange detaljer, som man ellers ikke finder andre steder. Bethge har også skrevet en kortfattet biografi, som giver et koncentreret overblik over Bonho­effers liv.

En nyere og meget læseværdig biografi er Ferdinand Schlingensie­pens som på forbilledlig klar måde gør rede for ikke mindst kirke­kampens mange faser. Særligt om Bonhoeffers modstandsarbejde er det værd at læse Sabi­ne Dramms bog.

Billeder som gør Bonhoeffers liv og gerning levende findes i Bethge, Bethge & Gremmels billedbog.

Hans samlede skrifter er udgivet sammen med mange andre doku­menter i "Dietrich Bonhoeffer Werke" (DBW.)

Brevvekslingen mellem Bonhoeffer og Maria von Wedemeyer skal man dog finde i "Brautbriefe Zelle 92" (B)

Et glimrende sammendrag af de vigtigste skrifter, kronologisk ord­net, finder man i "Dietrich Bonhoeffer Auswahl I-VI" (DBA)

Det tematisk ordnede ældre udvalg "Gesammelte Schriften I-VI" (GS) rummer mange skrifter som ikke findes i DBA, og var indtil DBW den udgave, som man henviste til i litteraturen.

Hovedværkerne "Sanctorum Communio" (SC), "Akt und Sein" (AS), "Nachfolge" (N), "Gemeninsames Leben" (GL), "Widerstand und Ergebung" (WEN) og "Ethik" (E) er udgivet i gode enkeltud­gaver.

Tilbage

Bonhoeffer, Dietrich: "Dietrich Bonhoeffer-Auswahl" Bd. 1-6 (1: Universität, Pfarramt, Ökumene 1927-1932; 2: Gegenwart und Zukunft der Kirche 1933-1935; 3: Entscheidungen 1936-1939; 4: Konspiration 1939-1943; 5: Briefe aus der Haft 1943-1945; 6: Aufzeichnungen aus der Haft 1943-1945), herausgegen von Chri­stian Gremmels & Wolfgang Huber, Gütersloher Verlagshaus 2006 (= DBA)

Bonhoeffer, Dietrich: "Gesammelte Schriften" Bd. 1-6 (1: Öku­mene: Briefe, Aufsätze, Doku­mente 1928 bis 1942; 2: Kir­chenkampf und Finkenwalde: Resolutionen, Aufsätze, Rundbriefe 1933 bis 1943; 3: Theologie - Gemeinde: Vorlesungen, Briefe, Ge­spräche 1927 bis 1944; 4: Auslegungen - Predigten 1933 bis 1944; 5: Seminare - Vorlesungen - Predigten 1924 bis 1941; 6: Tagebü­cher - Briefe - Dokumente 1923 bis 1945), herausgegeben von Eberhard Bethge, Chr. Kaiser Verlag 1958-1974 (= GS)

Bonhoeffer, Dietrich: "Nachfolge", herausgegeben von Martin Kuske & Ilse Tödt, Gütersloher Verlagshaus 2005 (= N)

Bonhoeffer, Dietrich: "Gemeinsames Leben", herausgegeben von Eberhard Bethge, Gerhard Ludwig Müller & Albrecht Schön­herr, Gütersloher Verlagshaus 2006 (= GL)

Bonhoeffer, Dietrich: "Widerstand und Ergebung. Briefe und Aufzeichnungen aus der Haft", Gütesloher Verlagshaus, 18. Auflage 2005 (= WEN)

Bonhoeffer, Dietrich & Maria von Wedemeyer: "Brautbriefe Zelle 92", herausgegeben von Ruth-Alice von Bismarck & Ulrich Ka­bitz, Verlag C. H. ck 1992

Bonhoeffer, Dietrich: "Ethik", herausgegeben von Ilse Tödt, Hans Eduard Tödt, Ernst Feil & Clifford Green, Gütersloher Ver­lagshaus 2006 (= E)

Tilbage

• "Efterfølgelse", Credo 2006 (Nachfolge)
• "Min tid er i dine hænder", Aros 2006 (Uddrag af 'Widerstand und Ergebung' og 'Konspiration und Haft')
• "Bibelens Bønnebog", Logos Media 2009 (Die Psalmen)
• "Et i Kristus", Credo 1981 (1. kapitel af 'Gemeinsames Leben')
• "Fristelse", Lohse 1959
• "Fællesskab", Lohse 1958 ('Gemeinsames Len')
• "Modstand og Hengivelse", Rasmus Fischer 1969 ('Widerstand und Ergebung')

Tilbage

Bethge, Eberhard: "Dietrich Bonhoeffer mit Selbstzeugnissen und Bilddokumenten", Rowohlt 1976, 156 s., ill. (=DBS)

Bethge, Eberhard: "Dietrich Bonhoeffer. Eine Biographie. Theo­loge - Christ - Zeitgenosse", Chr. Kaiser Verlag 1986, 1108 s. + iheft 32 s., ill. (=DB)

Bethge, Eberhard, Renate Bethge & Christian Gremmels: "Dietrich Bonhoeffer - Bilder aus seinem Leben", Chr. Kaiser Ver­lag 1986, 240 s., ill.

Dramm, Sabine: "V-Mann Gottes und der Abwehr? Dietrich Bonhoeffer und der Widerstand", Gütesloher Verlagshaus 2005, 304 s. ill

Lind, Martin: "Dietrich Bonhoeffer. Tankar om en 1900-talsmar­tyr", Cordia 2006

Schlingensiepen, Ferdinand: "Dietrich Bonhoeffer 1906-1945. Eine Biographie", C. H. Beck 2005, ill.

Zimmermann, Wolf-Dieter: "Begegnungen mit Dietrich Bon­hoeffer - ein Almanach", Chr. Kai­ser Verlag 1965, 184 s.

Tilbage

Bethge, Eberhard (red): "Die mündige Welt" 1-4, Chr. Kaiser Verlag 1955-1963

"Dietrich Bonhoeffer - Vorbild im Glauben - Texte und Predigten anlässlich des 100. Geburtstages von Dietrich Bonhoeffer ", EKD-Texte 83, Hannover 2006

Feil, Ernst: "Die Theologie Dietrich Bonhoeffers", Evangelische Verlagsanstalt Berlin, 1971

Henkys, Jürgen: "Geheimnis der Freiheit. Die gedichte Dietrich Bonhoeffers aus der Haft", Gütesloher Verlagshaus 2005

Nielsen, Kirsten Busch: "Syndens brudte magt", Teologisk Fakultet KU 2008

Nielsen, Kirsten Busch: "Bonhoeffer", Anis 2000

Nielsen, Kirsten Busch: "Kirken, Fællesskabet og Teologien", Anis 1989

Tilbage

Abshagen, Karl-Heinz: "Canaris. Patriot und Weltbürger", Stuttgart 1949

Alvarez, David: "Spies in the Vatican. Espionage & Intrigue from Napoleon to the Holocaust", University Press of Kansas, 2002

Bartz, Karl: "Die Tragödie der deutschen Abwehr", Salzburg 1955

Best, S. Payne: "The Venlo incident", Hutchinson & C0 1951

Buchheit, Gert: "Der deutsche Geheimdienst : Geschichte der militärischen Abwehr", 1966

Chowaniec, Elisabeth: "Der 'Fall Dohnanyi' 1943-1945 : Wider­stand, Militärjustiz, SS-Willkür", Oldenburg 1991

Fraenkel, Heinrich & Roger Manvell: "Der 20. Juli", Ullstein 1964

Gisevius, Hans Bernd: "Bis zum bitteren Ende : Vom Reichs­tagsbrand bis zum 20. Juli 1944", Zürich 1946

Grosscurth, Helmuth: "Tagebücher eines Abwehroffiziers 1938-1940", Stuttgart 1971

Hassell, Ulrich von: "Vom andern Deutschland: Aus den nachgelassenen Tagebüchern 1938-1944", Zürich & Freiburg 1946

Höhne, Heinz: "Canaris. Patriot im Zwielicht", Gütersloh 1984

Hoffmann, Peter: "Widerstand - Staatsstreich - Attentat. Der Kampf der Opposition gegen Hitler", Piper Verlag 1984

Jacobsen, Hans-Adolf (Hrsg.): "Opposition gegen Hitler und der Staatsstreich vom 20. Juli 1944 in der SD-Berichterstattung 1-2", Stuttgart 1989

Klemperer, Klemens von: "Die verlassenen Verschwörer : der deutsche Widerstand auf der Suche nach Verbündeten 1938-1945", Berlin 1994

Leverkuehn, Paul: "Der geheime Nachrichtendienst der deutschen Wehrmacht im Kriege", Athenäum 1964

Lunding, Hans: "Stemplet Fortroligt", Gyldendal 1971

Mader, Julius: "Hitlers Spionagegeneräle sagen aus", Berlin 1983

Matlok, Siegfried (Hg.): "Dänemark in Hitlers Hand. Der Bericht des Reichsbevollmä­chtigten Werner Best über seine Besatzungspolitik in Dänemark mit Studien über Hitler, Göring, Himmler, Heydrich, Ribbentrop, Canaris u.a.", Husum 1988

Meyer, Winfried: "Unternehmen Sieben",Frankfurt 1993

Meyer, Winfried: "Verschwörer im KZ", Edition Hentrich 1999

Mogensen, Jørgen L. F: "Die grosse Geiselnahme : letzter Akt 1945", 1997

Mueller, Michael: "Canaris. Hitlers Abwehrchef. Biographie", List 2007

Müller, Josef: "Bis zum letzten Konsequenz. Ein Leben für Frieden und Freiheit", Süd­deutscher Verlag 1983

Schlabrendorff, Fabian von: "Offiziere gegen Hitler", Fischer Verlag 1959

Smid, Marikje: "Hans von Dohnanyi - Christine Bonhoeffer: Eine Ehe im Widerstand gegen Hitler", Gütersloher Verlagshaus 2002

"Teologiske Tekster", udg. af Afdeling for Dogmatik, Aarhus Universitet, 1994

Fodnoter