Tilbage
På disse sider kan du finde noget om pilgrimsvandring. Tanker, vejledninger, meditationer pg links. 
At se livet som en vandring er ingen ny tanke. Vi starter et sted og slutter et helt andet sted, og undervejs oplever vi mangt og meget, og vi møder med andre mennesker i samarbejde eller konflikt. Vi går frem, eller vi går tilbage. Nogle gange føler vi at vi går i ring. Vi kan føle os på vildspor eller på rette vej, og det sker at vi kommer ganske andre steder hen end vi havde forventet. Den græske forfatter Nikos Kazantzakis som livet igennem kæmpede med livets store spørgsmål skriver et sted - i det han kalder sin poetiske trosbekendelse - således: "Vi kommer fra et dunkelt dyb; vi går til et dunkelt dyb; den lyse afstand mellem dem kalder vi Liv. Så snart vi fødes begynder også vores tilbagevenden; på samme tid begyndelsen og enden; hvert øjeblik er vi ved at dø. Derfor er der mange som har proklameret at: livets mening er døden. Men så snart vi fødes begynder også vores bestræbelse på at skabe, at sammenfatte, at omforme stof til liv; hvert øjeblik er vi ved at fødes. Derfor er der mange som har proklameret: at jordelivets mening er udødeligheden. Hos os kortlivede væsener kæmper to retninger med hinanden: den vej som fører opad, mod sammenhæng, mod liv, mod udødelighed; eller den vej som fører nedad, mod splittelse, mod stoflighed, mod død."I sin bog om Frans af Assisi lader Kazantzakis Frans sige at "Vi kommer fra et dunkelt dyb, og vi går til Gud. Afstanden mellem dem kalder vi livet". Vi kender ikke det, som vi kommer fra, og har kun en ufuldstændig opfattelse af hvad der venter os. Men vi ved at vi er på vej, hvad enten vi vil eller ej. Så skal vi lade os føre, eller skal vi selv gå? Hvilken vej skal vi følge? Den lette vej er ikke altid den rette vej. Men den stejle vej har vi ikke selv kræfter til at gå. Men vi kan begive os af sted og lade os vejlede af Kristus. Den ortodokse biskop Kallistos siger: "Kristendommen er andet og mere end en teori om universet, andet og mere end lærdomme skrevet på papir; det er en vej som vi rejser ad - i den dybeste og rigeste betydning er det livets vej. Der er kun én måde, hvorpå man kan opdage kristendommens sande natur. Vi må begive os ud på den vej, forpligte os på denne livets vej, og så vil vi begynde at kunne se selv. Så længe vi står uden for, kan vi ikke rigtig forstå. Vi skal selvfølgelig have anvist retningen før vi starter; vi skal have at vide, hvilke vejskilte vi skal holde øje med; og vi skal have rejsefæller. Ja, uden vejledning fra andre kan man næppe begive sig på vej. Men andres anvisninger kan aldrig lade os begribe hvordan vejen rent faktisk er; de kan ikke erstatte direkte, personlig erfaring. Enhver kaldes til selv at efterprøve det, som han lært, enhver skal selv gennemleve den Tradition som han har fået overleveret. "Troen", sagde metropolitten Filaret af Moskva, "er ikke din, med mindre du har levet den". Ingen kan være lænestols-turist på denne altafgørende rejse. Ingen kan være kristen på anden hånd. Gud har børn, men han har ingen børnebørn"Så lad os gå ud på vejen og se hvad vi kan erfare. Og lad os med Skt. Patrick bede om hjælp på vore vej:
 |