Hård som en mur og blød som en sommerfuglevinge

Kungfu: historie og myte

Historien om kinesisk kampkunst er som al anden historie et væv af myter og kendsgerninger, af kollektive bevægelser og enestående enkeltpersoner, inspirerede indsigter og sveddryppende, hårdt, smertefuldt arbejde, af anstrengelsesløshed og brækkede lemmer, af opofrelse og blodige massakrer.

Det er som et kæmpemæssigt billedtæppe, hvor man stadig kan opdage flere og flere detaljer og sammenhænge, tråde, der krydser hinanden på de mest uventede måder. Hvor man skal begynde og ende er et spørgsmål om ens personlige indstilling og indsigt og formålet med fremstillingen. Historikeren prøver at nå frem til de verificerbare kendsgerninger, årstallene, navnene, det uomstridelige, at skære ned til benet. Man den der selv er engageret i tingene og udøver en eller flere af de kinesiske kampformer har også brug for myterne og de farvestrålende fortællinger store mestre, for også de rummer sandheder på forskellige planer; er det en del af ens liv, kan man ikke nøjes med det døde skelet, så må man have kød og blod, følelse og højere indsigt med.

Hvad er kungfu?

Kinesisk kampkunst kendes i Vesten populært som kungfu. Det betyder noget i retning af 'energi og tid' eller 'beherskelse af færdigheder' og har ikke specielt noget med kamp at gøre. Tjener Olsen, der kan servere 30 øl på tre minutter uden at spilde en dråbe, pædagogen med det naturlige greb om børnene, bankassistenten med sin talfornemmelse, fodboldhelten med boldøjet, tømreren som uden redskaber kan se om tingene er i lod, water og vinkel, udøver alle en form for kungfu. Man netop kampkunst kræver tilsvarende energi og tid, beherskelse af færdigheder og en fuldstændig gåen ind i det man foretager sig. Det er den ultimative kungfu. Man kender over 400 forskellige kungfu-systemer. Fælles for dem er, at de har rødder langt tilbage i historien og overleveres fra mester til elev, traditionelt under stor hemmelighedsfuldhed, hvor de væsentligste principper kun overleveres til de mest betroede elever.

Systemerne er omfattende, økonomiske og systematiske: der er ubevæbnede teknikker med slag, spark, skub, kast, låse, angreb på knogler, muskler, led, sener og nervepunkter, samt teknikker med en lang række våben. Den strenge specialisering, som kendetegner mange andre systemer, kendes ikke i de kinesiske systemer.

Nord og syd

Man skelner traditionelt mellem nordlige og sydlige kampformer, hvor skellet mellem Nord og Syd går ved Yangtsefloden. De nordlige former er generelt præget af stor bevægelighed, lange bevægelser, megen brug af benene og effektive teknikker til kamp fra en ret stor afstand. De sydlige former er mere kompakte, gør stor brug af hænderne og har mange effektive teknikker til kamp på mellemafstand og helt tæt kamp. Man har forklaret forskellen med at det nordlige Kina er bjergrigt og og dets beboere er høje mennesker med lange lemmer. Derfor udvikler de stærke ben og har brug for voldsom bevægelse for at holde varmen. Det sydlige Kina er derimod mere sumpet og varmt, og beboerne er mere lavstammede, og især livet på bådene sætter grænser for bevægelsesmulighederne; derfor de snævrere former og den mere udprægede brug af hænderne. Ser man nærmere på de enkelte kampsystemer, kan man finde disse forskelle, men de er ikke absolutte; såvel nordlige som sydlige systemer er alsidige og lægger vægt på tilpasning til den aktuelle situation. Et eksempel på nordlige systemer er shaolin lohanquan. Eksempler på sydlige systemer er wing chun quan og bai he quan (hvide trane).

Shaolin og Wutang

En anden skelnen går mellem shaolin og wutang, opkaldt efter Shaolin-templet, hvor den buddhistiske munk Damo (Bodhidarma) residerede og Wutang-bjerget, som var hjemsted for den daoistiske eneboer Zhang Sanfeng. Udtrykt på en anden måde er det samtidig en skelnen mellem waijia (de ydre/hårde former) og neijia (de indre/bløde former). Men heller ikke her er skellene altid lige tydelige, og historien om de to former væver sig ud og ind mellem hinanden, så man til slut vil opdage at forskellene ganske vist eksisterer, men at de ikke er absolutte.

De tre store former for neijia er taijiquan, xingyiquan og baguazhang. De er alle kendetegnet ved ro i bevægelsen, energiens synken nedad, solidt rodfæste og og kontinuitet i bevægelserne. Man træner dem fra starten langsomt, for at man kan udvikle et 'flow' i teknikkerne og en fuldstændig koordination af hele kroppen. Men langsomheden er ikke noget absolut. Man møder langsomt med langsomt og hurtigt med hurtigt, og på de højere planer bliver bevægelser, teknikker og tempo uvæsentlige, de bliver til naturlige bevægelser som indgår i kampens rytme. De indre former ser bløde ud, men er ikke bløde. De har en egen sej energi og føles som en jernnæve i en fløjlshandske.

De ydre former fremtræder hurtige og kraftfulde og med lang rækkevidde. Der er voldsomme slag , spark og kast i stærke kombinationer og med stor bevægelighed. Det har en gennembrydende energi og føles som en jernnæve i en pansret handske.

Hårdt og blødt

Men heller ikke skellet mellem ydre og indre, mellem hårdt og blødt, er absolut. En god udøver af bagua og en god udøver af baihe kan være lige kraftfulde og lige rolige, og begge kan skifte pludseligt mellem blødt og hårdt, eller det bliver umuligt at skelne mellem hårdt og blødt. Målet, eller resultatet, er det samme, men den Vej, de følger er forskellig. Groft sagt lægger neijia vægt på grundlaget, åndedrættet, cirkulationen af qi (energi) før teknik og styrke, medens waijia lægger vægt på teknik og styrke før åndedræt og qi. Men for mestre inden for hvert af områderne indgår det alt sammen i en helhed, uanset hvilken vej de har fulgt. Derfor er svaret på, om de 'hårde' eller de 'bløde' former er bedst, et klart: JA. Det er de begge, hver for sig. Det er et spørgsmål om, hvad udøveren foretrækker. Men samtidig må man huske, at intet system er bedre end den, der udøver det, og det er værd at bide mærke i den graduering, som en klassisk shaolin-tekst foretager:

"Den bedste bokser er hverken hård eller blød, men begge dele på samme tid. Modstanderen kan ikke forudse hans handling; hans bevægelser kan ikke opdages. Hans fingre ser bløde ud, men når de berører dig, føles de som mejsler eller bor. Selv når modstanderen skades, kan han ikke sige, hvordan eller hvorfra angrebet kom. Kort sagt ser den bedste bokser blød ud og handler blødt, men når blødheden bruges, opnår den resultater, som normalt forbindes med eventyrlig styrke eller hårdhed.

Denne første rang kan ikke opnås på kort tid. En anden rangs bokser er langt ringere end en første rangs bokser. Ofte slutter en begavet og dygtig elev på dette niveau, blot fordi han ikke har en god læremester. Han kan ikke harmonisere det hårde og det bløde. Han kan fejlagtigt lære at bruge mediciner i træningen. Han kan udvikle en del af kroppen, som - skønt den er stærk - er ude af proportion med helheden og derved ødelægger den alsidige brug. Hans modstandere kan skræmmes af hans udadtil magtfulde udseende, men møder han en første rangs bokser, kan hans stive muskler intet gøre mod modstanderens bløde bevægelser. Hvad kan han så bruge den hærdede legemsdel til? Anden rangs bokseren mangler kendskab til den harmoniske kombination af blødt og hårdt. En bokser, som først og fremmest er trænet i det hårde, foretager tilfældige udfald. Han kender kun lidt til fodfæste, og end mindre til korrekt åndedræt, de to forudsætninger for at tingene lykkes. Han kan ikke harmonisere det substantielle med det insubstantielle. Da han udelukkende stoler på armenes og benenes styrke, opnår han kun lidt, når det kommer til stykket. Begyndere bør ikke lade sig imponere af hans kunnen. En tredje rangs bokser er endnu værre. Han er et beklageligt tilfælde Selv en god lærer kan kun gavne ham lidet, nar først hans vaner er fastlagt. Denne bokser er fysisk overudviklet, hvilket skader hele kroppens koordinerede handling. Hvor anden rangs bokseren fejler ved at have for meget hårdt og for lidt blødt, så kender tredje rangs bokseren kun det hårde"

("Secrets of Shaolin Temple Boxing" ed. Robert W. Smith, pp.38-40).

Kungfu: hemmelighederne

Der er ofte tale om 'hemmeligheder' inden for kungfu. Det virker naturligvis pirrende for den udenforståendes nysgerrighed. Men der er ikke blot tale om et salgstrick, faktisk er der hemmeligheder - endda på flere planer. Traditionelt har teknikker og principper været strengt hemmeligholdt inden for de enkelte skoler, ofte inden for bestemte familier. Og inden for familierne har kun sønnerne lært familiens form for kungfu. Denne form for hemmeligholdelse har haft en historisk funktion: kunne man overraske en modstander med sin teknik, så kunne en kamp være vundet - og livet reddet. Derfor er systemerne blevet overleveret fra mester til elev, træningen hemmeligholdt for udenforstående, og kunsten i sin helhed kun overleveret til den eller de bedste elever.

Det var ikke let for en elev at finde en mester, og mange mestre var tilbageholdende selv over for de elever, som kunne føre systemet videre. Det hedder sig, at "en elev vil søge en mester i tre år, og en mester vil prøve eleven i tre år". Og det siges også, at "en mester foretrækker at bruge ti år på at finde en god og pålidelig elev frem for at bruge tre år på at undervise ti upålidelige". På den måde kan kunsten overleveres i sin helhed og på korrekt vis til nye generationer. Men samtidig er der en fare for at systemet kan gå helt til grunde, hvis mesteren ikke når at videregive alt inden han dør.

Den elev, som kommer gennem dette første plan af hemmeligholdelse, vil møde hemmeligheder på et nyt plan. Man kan træne kinesiske kampsystemer længe inden disse hemmeligheder begynder at åbne sig for en. Der er her tale om at de teknikker man lærer rummer mange anvendelsesmuligheder, som man først opdager når man kommer længere ind i systemet. En teknik har grundlæggende en åbenlys anvendelse. Men hver teknik rummer også en 'skjult' teknik i den måde man står på, den måde arm og hænder holdes på, eller den position man bringer sig i overfor modstanderen, men som ikke er strengt nødvendig for at udføre den åbenlyse teknik. Man udfører en teknik, men sætter samtidig sig selv og modstanderen op til en anden teknik, hvis den første slår fejl. Disse hemmeligheder afslører sig først efterhånden for den, der får instruktion, træner og studerer ihærdigt.

De virkelige, de store hemmeligheder, ved kungfu er imidlertid ikke ret hemmelige. Det ligger i deres natur, at de kan udtales åbenlyst og dog være hemmelige. For den uindviede lyder de som banaliteter: "Er der et foroven, er der også et forneden; er der en forside, er der også en bagside; er der venstre, er der også højre" (Chang San-Feng), eller som ren poesi: "Ingen form, ingen skygge. Hele kroppen gennemsigtig og tom. Glem omgivelserne og vær naturlig. En stenklokke ophængt i Vestbjerget. Tigerbrøl, abeskrig. Klar kilde, fredfyldt vand. Rivende flod, stormfuldt hav. Udvikl livet med hele din væren" (Sangen om den Virkelige Mening) . For den aktive og lydhøre udøver af kunsten afslører disse hemmeligheder deres mening. De udgør en indsigt, der er vundet gennem blod, sved, tårer, brækkede lemmer og dybe overvejelser og bør derfor ikke letsindigt afvises selv om man ikke straks kan gennemskue deres betydning.

Denne indsigt sammenfattes i en række nøgleord og grundtekster, som er specifikke for hvert enkelt system, og som rummer dens væsenstræk. Og endelig giver mestrene mundtlig instruktion. Men intet af det kan bruges til noget uden den daglige træning. Det er træningen af teknikker, former og sekvenser i forbindelse med instruktionen i 'hemmelighederne' der giver de store resultater. Derfor vil svaret på spørgsmålet: "Mester, hvorfor skal jeg gøre sådan og ikke på en anden måde?" ofte være et lakonisk: "Gør sådan." - et svar ikke givet af mangel på interesse, men af forståelse for, at virkelig indsigt kan man kun selv vinde sig. En lærer kan kun vise eleven den vej, han skal gå, ikke gå den for ham. Men da læreren selv har gået vejen ved han, at den også står åben for eleven, hvis han arbejder helhjertet på at udføre træningen rigtigt.

Kungfu: træning

Hvert kampsystem har sine egne træningsformer og metoder. Men der er et gennemgående fællestræk. I starten vil man i høj grad arbejde med enkle basisøvelser, som skal udvikle stabilitet og bevægelighed, samt med grundlæggende teknikker. Der kan indgå qigong (åndedræts- og energiøvelser). Man tager så fat på forskellige shih (former) som parader, spark, slag, greb, spring o.l., som er karakteristiske for det system, man træner. Formerne kan sammensættes til tsao (teknikker) , typisk en kombination af en defensiv og en offensiv form, f.eks. en undvigemanøvre og et slag. Der er utallige teknikker som er mere eller mindre komplicerede. For at lette tilegnelsen af dem, giver man dem ofte navne, der i oversættelse kan lyde maleriske: "Den grønne drage drejer kroppen", "Skyhænder", "Løven triller bolden", "Den sorte bjørn stikker labben frem", "Afværge aber". Navnene i sig selv kan ikke bruges til meget - samme navn behøver ikke at betegne den samme teknik inden for forskellige systemer, og den samme teknik kan have forskellige navne. Men man gør vel i at mærke sig navnene på teknikkerne i det system, man arbejder med: de siger ofte noget om teknikkens funktion, enten på det åbenbare eller et af de dybere planer. Navnet kan pege på teknikkens funktion, målet for den, dens udførelse, eller angive den fornemmelse man bør have under udførelsen. Eller der kan ligge en historie gemt i navnet, som f.eks. i "Overvinde tigeren" der indgår i de fleste systemer:

Wu Shong var en berømt helt, som levede under Sung-dynastiet o. 420. En dag kom han gående ad en skovsti, da han så et skilt slået op på et træ med en advarsel om, at der var en tiger i området. Wu Shong var lettere beruset, sa han lo blot og tænkte, at det var et kneb for at lokke folk ind på det lokale kro, så han fortsatte uanfægtet, skønt han kun var bevæbnet med en kort daggert. Da han havde gået et stykke vej sprang pludselig en kæmpemæssig tiger ud fra buskene foran ham. Han blev straks ædru, og da tigeren sprang på ham. dukkede han pludselig ned med vægten på det bageste ben, trak daggerten og holdt den lodret højt over hovedet. Så da tigeren fortsatte hen over ham fik den sprættet maven op. Derfor hedder denne teknik, hvor man dukker væk under et højt angreb og samtidig rammer angriberen nu "Overvinde tigeren".

Et systems teknikker sammensættes i længere sammenhængende rutiner, som udføres i en bestemt, fastsat rækkefølge. En sådan sammenkædning af teknikker hedder tan (sekvens) . Og det er den, der er hjertet i ethvert kungfu-system. Det er sekvensen, som bærer traditionen, trækker forbindelsen fra generation til generation og sikrer, at systemet bevarer og opretholder sin identitet. Den er kataloget over systemets muligheder og det praktiske redskab for tilegnelsen af de korrekte teknikker.

Når eleven behersker en eller flere tan, læres tan tui (sekvens med modstander) hvor to personer anvender systemets teknikker mod hinanden i forud fastlagte mønstre, hvor man lærer, at enhver teknik neutraliseres af mindst en anden teknik, og hvor man samtidig træner stabilitet, bevægelighed, timing og afstandsbedømmelse, som alt sammen udgør baggrund og forudsætning for fri kamp.

Gennem arbejdet med kungfu opøver man både sind og krop. Man lærer effektive kampteknikker, men frem for alt udvikler man og træner man sig mentalt - der er brug for viljestyrke, udholdenhed, ihærdighed og dristighed for ikke at opgive undervejs. I sidste ende bliver de fysiske teknikker af mindre betydning. Den virkelige kamp ligger på et andet plan, hvor målet med at lære at kæmpe er: aldrig at få brug for det.

Der gives meget få gode grunde til at indlade sig i kamp, men der er al mulig grund til at vide, hvordan man kan kæmpe. Det gør en så "fortrøstningsfuld som en god kristen med fire esser på hånden" (Mark Twain) . Den viden, man skaffer sig, den integration af nyttige reaktionsmønstre, som træningen fremkalder, kan give en ro og autoritet, som i sig selv hindrer konflikters løben amok. Omkring en kungfu-mester er der en aura, ikke af vold, men af respekt for andre mennesker, retskaffenhed, troværdighed og ansvarlighed, og ikke mindst ægte beskedenhed. Selvhævdelse og 'visen sig' er tegn på overfladisk kunnen og er en hindring for overhovedet at kunne lære noget. Forudsætningen for udvikling er ydmyghed over for den sammenhæng, man står i. Og jo mere man kommer ind i tingenes sammenhæng, jo klarere viser det sig, at det, man tror at kunne, kun udgør en forsvindende lille del af helheden. Med et kinesisk ordsprog: "Over himlen er der en himmel, over dygtighed er der dygtighed". For den der arbejder med kungfu er intet må for højt, og midlerne til dets virkeliggørelse er inde for rækkevidde: "For at træde ind ad døren og ledes på vej har man brug for mundtlig instruktion; træn uden ophør, måden at gøre det på er velordnet selvstudium" (Sangen om de 13 Stillinger) - "Mesteren anviser regler, men det væsentlige skal fattes af bokseren selv" (Li Kuei-Yuan).

laoshi

juni 1990- maj 2009