Stabat Mater Dolorosa

En af middelalderens smukkeste Maria-hymner er blevet tillagt Jacopone: ’Stabat mater dolorosa’, som har givet inspiration til adskillige komponister af sværvægtsklassen. Den var velkendt i Europa ved slutningen af det 14. årh. og optaget i adskillige lokale messebøger i 15. årh. I 1727 blev den optaget i den romerske messebog og breviar (festen for den velsignede jomfru Marias syv sorger, fredagen før langfredag), men efter ændringer under Pius XII bruges den nu på festen for vor Frues sorger 15. september

Den har siden 1727 været en del af den romerske liturgi, hvor den er sekvens til festen for Jomfru Marias syv smerter. I koncertsammenhæng er det ikke melodien, men kun teksten, der har givet inspiration til komponisterne. Men den har været populær siden renæssancens Josquin de Prez, Palestrina og Orlando di Lasso. Senere er den blevet brugt af Astorga og Pergolesi, Haydn, Rossini, Schubert, Verdi, Dvorak, Poulenc og Virgil Thomson. I sit forslag til ny salmebog, ønsker Salmebogskommissionen den optaget som nr. 187 under titlen "Naglet til et kors på jorden" (B.G. Sporon 1777, Grundtvig 1837, bearbejdet 1889 og 1951) og som nr. 188 under titlen "Under korset stod med smerte" (Grundtvig 1837, bearbejdet 1935) (Grundtvigs oversættelse med revision fra 1935). De anføres nedenfor, så man kan sammenligne med den mere teksttro oversættelse, som følger umiddelbart herefter.

Stabat mater dolorosa Iuaxta crucem lacrimosa Dum pendebat filius; Cuius animam gementem Contristantem et dolentem Pertransivit gladius.	Under korset dybt nedbøjet stod med bitter gråd i øjet Herrens moder ren og skær. hun led dødens kval og smerte, ak, thi hendes hjerte stunget var af sorgens sværd.
O quam tristis et afflicta fuit illa denedicta mater Unigeniti! Quae maerebat et dolebat pia mater dum videbat Nati poenas incliti.	Hvor forpint hun var til mode, den velsignede og gode, ak, hvor skælved hendes sjæl. Den enbårnes moder grued, da sin ædle søn hun skued naglet fast til korsets fjæl.
Quis est homo qui non fleret matrem Christi si videret in tanto supplicio? Quis non posset contristarsi Christi matri contemplari dolentem cum Filio?	Hvem kan uden tårefloder mindes Jesu fromme moder i så stor en hjertenød? Hvem kan, uden selv at lide, se Guds Moders tunge kvide over sønnens bitre død?
Pro peccatis suae gentis vidit Iesum in tormentis et flagellis subditum. Vidit suum dulcem Natum morientem, desolatum, dum emisit spiritum	For sin slægt og for dens brøde så med gru hun Jesus bløde, rammes hårdt af svøbeslag. så sin lære søn, den rene, i sin død forladt og ene til det sidste åndedrag.
Eia, mater, fons amoris, me sentire vim doloris fac, ut tecum lugeam. Fac ut ardeat cor meum in amando Christum Deum, ut sibi complaceam.	Moder, kærlighedens kilde, o, hvor gerne jeg dog ville dele smertens kval med dig. Lad din ild mit hjerte tænde, lad for Kristus kun det brænde, så han kendes kan ved mig.
Sancta mater, istud agas, crucifixi fige plagas cordi meo valide. Tui Nati vulnerati tam dignati pro me pati poenas mecum divide.	Præg, o moder, i mit hjerte uudslettelig hans smerte, alt, hvad han på korset led, han, din milde søn, som ville for min frelse lide ilde, som for mig med døden stred.
Fac te mecum pie flere, Crucifixo condolere, donec ego vixero. Iuxta crucem tecum stare et me tibi sociare in planctu desidero.	Lad med dig mig bittert græde, Herrens kors med tårer væde, til min sidste time slår. Under korset ved din side grant at føle Jesu kvide dertil al min længsel står.
Virgo virginum praeclara mihi iam non sis amara: fac me tecum plangere. Fac ut portem Christi mortem, passionis fac consortem et plagas recolere.	Reneste blandt alle kvinder, vær mig nådig, så jeg finder vej til tåren let og frit. Du mig lære selv at bære Kristi kors og kvaler svære, hvert et sår, som han har lidt.
Fac me plagis vulnerari, fac me cruce inebriari et cruore Filii. Flammis ne urar succensus per te, Virgo, sim defensus in die iudicii.	Lad mig dybt hans sår fornemme. lad mig alt i verden glemme, sanse kun hans kors og blod. Og når afgrundssvælgets luer mig på dommedagen truer, tal min sag, og Jomfru god.
Christe, cum sit hinc exire, da per matrem me venire ad palmam victoriae. Quando corpus morietur, fac ut animae donetur paradisi gloria. Amen.	Når mit blik engang skal briste, for din moders bøn, o Kriste, ræk mig sejrens palmekrans. Når mit støv til hvile stedes, lad min sjæl for evigt glædes i dit paradises glans.

 Overs. v. Halfdan Kejser (Salme- og Bønnebog 1951).