Peter Freuchen 1886-1957

Den 2. september 1957 døde Peter Freuchen i Alaska, 71 år gammel. Han havde levet et begivenhedsrigt liv siden han kom til verden 21. februar 1886 i Nykøbing på Falster. Blandt meget andet som sømand, etnograf og naturforsker, journalist, forfatter, social og kulturel debattør, landmand, filmmand, fanger og handelsbestyrer, antifascist og forkæmper for indfødte folk.

Han var en af de store arktiske slæderejsende. Han deltog i Første Thuleekspedition tværs over indlandsisen 1912, og 1921-1924 i den store Femte Thuleekspedition, der gik fra Grønland gennem Canada og Alaska til Sibirien. Det var her han mistede sin ene fod og fik det berømte træben.

Han var stor af størrelse og menneskeligt format, et varmhjertet, engageret og ligefremt menneske med en eventyrlig evne til at skabe fest og glæde omkring sig, men han kunne også iagttage mennesker, dyr og begivenheder vågent og fordomsfrit og han havde evnen til at berette præcist og levende om tingene sådan som han så dem.

Da jeg i slutnin­gen af 70'erne og starten af 80'erne studere­de eskimologi ved Kø­benhavns Universitet gik det op for mig at der lå et righoldigt og stort set uudnyttet forskningsma­teriale i Freu­chens mange skrifter. Så igennem flere år læste jeg mig gennem tu­sinder af sider af hans righoldige produktion, og sammen­holdt det med andre samti­dige skil­dringer af de samme forhold. Jeg var un­dervejs så heldig, at hans datter Pipaluk Freuchen gav mig til­ladelse til at arbejde med sin fars righoldige og ellers utilgængelige ar­kiv på Kgl. Bibliotek og Arktisk Institut, hvor der er enorme mæng­der af upublice­ret mate­riale: ma­nuskripter, dagbøger, no­tater, mange af dem dybt personlige og pri­vate, samt breve fra og til Peter Freu­chen. Og jeg talte med en række men­nesker, som havde kendt ham.

Igennem dette stykke ar­bejde blev jeg grebet af den tone, den hold­ning og de syns­punk­ter som Peter Freuchen stod for offentligt såvel som privat. Jeg kom til at kende ham bedre end man kender mange af sine næ­re venner. Og intetsteds har jeg mødt noget hos ham som kunne klinge falsk eller hult - han var grundlæggende en mand uden svig.

Derfor var det en glæde for mig at jeg i februar 1986 fik lov at holde festtalen i anledning af hundredeåret for Peter Freuchens fød­sel. Det foregik i Nationalmuseets Festsal, der var fyldt med flere hun­drede mennesker, som ville fejre den store dan­sker, deriblandt hans datter Pipaluk og enken Dagmar.

Efter ta­len så vi filmen "Eski­mo", en Hollywood-klassiker fra 1933, som ikke fandtes på det dan­ske filmmuseum, da lederen Ole Monty fandt den uinteressant og værdi­løs. Så den måt­te hentes hjem fra Praha. Vi var mange som fandt den både interessant og værdifuld. Det er en storslået og spændende film, bygget over handlingen i romanen "Rømningsmand" af Peter Freuchen.

Han spiller selv rollen som skurk, en indsats han senere kommenterede således:

"Forresten skulle jeg her kun tæve noen ma­troser, snyde noen eski­moer, voldta noen kvinder, i det hele op­føre mig som jeg plejede i det daglige liv, så jeg behøve­de jo ikke at forstille mig på noen måde. Jeg var da også den eneste av de op­træ­dende, som ikke smin­kede sig, men blot agerede med det ansigt, jeg bruer til daglig. Og det var nok: publikum skælvede alene ved sy­net"

Jubilæumsfestlighederne fortsatte ugen efter, på selve fødselsdagen d. 22. februar. Der var der store artikler om Freuchen i landets fø­rende aviser. Jeg havde selv fornøjelsen af at skrive kroniken til Po­li­tiken - den avis som Peter Freuchen var knyttet til i over 40 år. Om formiddagen samledes ind­budte og honoratiores på Langelinje, hvor den 14-årige Peter plantede et egetræ til minde om sin berøm­te oldefar. Så blev det en forry­gende snestorm. Grønlands­minis­te­ren opgav at kom­me til Nykø­bing på Falster, hans egen og Peter Freuchens føde­by, men det lyk­kedes for mig at komme igennem, sammen med Gitte, min mor og min ældste søn Tomas.

"Det var i så­dan en snestorm at Pe­ter blev født" fortalte Peter Freuchens yng­ste søster Re­gitze, da vi nåede frem. Og snestorme kom Peter Freu­chen til at op­leve man­ge af - så hvad kunne være mere passen­de end sådan et vejr på hans 100-årsdag? Vi skulle åbne en stor Peter Freuchen-ud­stilling på Mu­seet Falsters Minder, som jeg var med­ar­rangør af. Derefter fik et lil­le, sluttet sel­skab aftensmad i Freuchen-familiens hus i Frise­gade 24, hvor Pipa­luk serverede sin fars ynd­lings­ret, som hun ofte havde la­vet den til ham: rigtig skipper­lab­skovs. Afte­nen sluttede med fore­visning af filmen "Eski­mo", den eneste offent­lige­ forestil­ling inden den skulle tilbage til Praha.

I resten af 1986 var der flere Freuchen-aktiviteter: Der skulle holdes flere foredrag, Tidsskriftet Grøn­land udkom med et særnummer, "Eskimo"-filmen blev vist i Even­tyrernes Klub, som Peter Freuchen havde taget initiativet til at stifte i 1938, og planchedelen af udstil­lin­gen skulle turnere i Danmark og Grøn­land. I kølvandet på festlig­hederne udgav grønlandsjournalisten Philip Lauritzen bogen "My­ten om Minik", som i høj grad byggede på mine arkivstudier. Der var planer om at vi efterfølgende skulle udgive en stor samling af teks­ter og breve fra Peter Freuchens tid i Thule 1910-1921, men Philips forhandlinger med forskellige forlagsredaktører gik helt skævt, så det blev dengang ikke til noget. I mellemtiden er han så død. Men materialet har jeg stadig, og det er så noget af det som denne afdeling af stromata.dk bygger på.

Her kommer mere....