Guds Spillemand

Det følgende er manuskriptet til et foredrag om Frans af Assisi, som jeg holdt ved torsdagstræf for menigheden i Hover sogn torsdag d. 16. september 1999. Det er et forsøg på at give et kortfattet indblik i Frans' liv og opfattelser, og jeg anbefaler at man læser det i sammenhæng, selv om enkelte afsnit kan læses hver for sig.

Assisi er en lille by i den del af Italien, der hedder Umbrien, og som især er kendt for tre ting: vildsvin, keramik og helgener. Det er en bjergby i Appenninerne. Den ligger omkring 400 m. over havet på en bjergtop, der rejser sig fra den flade slette. Men den virker ikke så højtliggende når man nærmer sig og ser den stige op af disen. For bag byen tårner sig resten af bjerget Monte Subasio som når op til den tredobbelte højde. Men at den ligger højt, finder man ud af, når man skal derop, og når man går rundt i byen. Den ligger virkelig på en bjergside, gaderne går i zigzag op i adskillige niveauer, så man mærker det i benene, selv om der nogle steder er forbindende trappegader. Spoleto-dalen som ligger foran Assisi er frugtbar - mens vi var der blomstrede utallige solsikkemarker. Der er vingårde og nyhøstede hvedemarker. Op ad bjergsiden er der fyldt af olivenlunde, og ser man længere op, er bjerget dækket af skove med gamle stenege.

Øverst i byen ligger fæstningen Rocca Maggiore. Og den er omgivet af en vældig bymur og rummer en mængde kirker og klostre. Når man kommer udefra præges bybilledet mest af Basilica di S. Francesco, som ligger i byens vestlige hjørne, egentlig uden for bymuren, men ligesom forbundet med den. Lidt uden for byen ligger S. Damiano-kirken, som spillede en stor rolle i Frans' omvendelse. I en anden retning er de første franciskaneres første mødested 'il Tugurio' (skuret), og 'Portiuncula' (den lille jordlod), et lille kapel, som nu er helt indesluttet i kæmpekirken S. Maria degli Angeli. Og langt oppe ad bjergsiden ligger det lille kloster Eremo degli Carceri.

Der er selvfølgelig mange turister og pilgrimme i byen. Og derfor også en mængde butikker som sælger religiøse og verdslige souvenirs. Men på en eller anden måde bliver det ikke rigtig smagløst og anmassende, sådan som man oplever det i Norditalien eller Rom. Men man kan få mangt og meget, lige fra små plastickameraer med billeder fra byen, til figurer af muntre munke, rosenkranse og krucifikser, postkort, julekrybber i utallige udformninger og størrelser, keramik og naturtro attrapper af middelaldervåben. Man kan få franciskanske økologiske fødevarer. Man kan få S. Francesco-mineralvand og S. Francesco-rødvin inklusive portræt på etiketten. Og så naturligvis postkort og bøger af og om de to lokale helgener S. Francesco og S. Chiara. Mange steder kan man få en italiensk udgave af Johannes Jørgensens bog om Frans.

I 1997 var der et voldsomt jordskælv, som rystede Assisi og ødelagde mange af Giottos fresker i S. Francesco-basilikaen. Ydermere er der som så mange andre steder gang i forberedelserne til år 2000. Det er jo et jubelår - et helligt år - i den katolske kirke. Så utallige kirker er enten pakket ind i stilladser eller slet og ret lukket på grund af restaurering, så de kan stå flotte frem til næste år.

Hele den egn, som Frans virkede i synes fyldt af en særlig ånd. Derfor kommer der hvert år utallige pilgrimme dertil fra hele verden. Og man skal være en forhærdet sjæl for ikke at føle sig grebet af budskabet fra Assisi. Dante har tydeligvis været der. Goethe kom der. Johannes Jørgensen forlod kone og 7 børn for at flytte dertil og boede der i 50 år. Tom Kristensen kom dertil i 1950’erne og vandrede på sine fødder rundt til alle de franciskanske steder.

I løbet af de dage, hvor vi var der i sommers nåede vi kun en smule. Men vi husker turen med glæde. Hele familien vandrede en morgenstund ud gennem en af de øverste byporte og travede af en serpentinevej op til klosteret Eremo degli Carceri. Temperaturen lå vel omkring de 30⁰. Der var 4 kilometer derop, og vi skulle omkring 400 meter til vejrs. Det går ikke så stærkt, når den ene af selskabet kun er 4 år, så det var en lang tur; men også en meget smuk tur med udsigt langt ud i det fjerne over Spoletodalen, og ned over bjergsiden som i starten var fyldt af bleggrønne oliventræer, der efterhånden afløstes af egetræer. Vi fik heldigvis det gode råd undervejs, at følge nogle mindre - men noget stejlere - gangstier, som virkede som en genvej mellem vejens hårnålesving. Vi mødte et par æsler, der gik og græssede i fred og ro, medens vi piskede vores eget broder Æsel afsted. Endelig, efter 1½ times forløb nåede vi op til de sidste 100 meter inden klosteret. Her blev turen for alvor smuk. Vi var nu ved det sted, hvor Frans’ ensomme meditationer begyndte, og hvor han og de første brødre opholdt sig i lange perioder. Skilte ved indgangen advarer om, at man befinder sig på et helligt sted, hvor man skal opføre sig med anstand: ingen shorts eller bare skuldre, og ingen højlydt snakken. Men som naturen var, havde man nu også kun lyst til at gå fredeligt og stille og suge indtrykkene til sig. Klosterets små bygninger er klinet op ad en stejl bjergside og ligger omkring en lille gård, hvor der findes en brønd, som ikke løber tør. Det siges, at kilden som forsyner den sprang frem på Francescos bud. Og heroppe tør man næsten ikke tvivle om at det er sandt. Som gæst kan man kigge ind i det lille kapel, men selve klosteret får man ikke at se. Men man kommer gennem snævre gange ned til et underjordisk kapel med en kopi af krucifikset fra S. Damiano, og gennem en rist i gulvet kan man se ned i Frans’ oprindelige hule. Børnene har været optaget af, at man i Italien ved valfartskapeller kaster mønter ind. Vi har blandt andet kastet mønter ind til Paulus i Rom. Da de opdager at der også ligger mønter i Frans’ hule, må vi finde nogle få hundrede lire frem, som de kaster ned samtidig med at de ønsker. De to store fortæller ikke, hvad de har ønsket, men Simon vil gerne sige det: "Jeg ønsker at alle må have det godt!" - mere franciskansk kan det vel dårligt blive. Fra klosteret går vi videre ud i bjergene, hvor der flere steder er opstillet statuer. En lille gruppe i naturlig størrelse tiltrækker sig opmærksomheden: broder Masseo er ved at udregne afstanden mellem stjernerne i Karlsvognen, hans blik skifter mellem himlen og jorden; broder Leo bruger Karlsvognens stjerner til at finde Nordstjernen, som for ham symboliserer det troens lys som han retter al sin gerning ind efter; broder Frans ligger på ryggen med armene under nakken, grebet af naturens skønhed og af indre bøn.

Længere henne ad stien er der et lille kapel, hvor en gruppe unge netop har deltaget i messe, afholdt af en franciskanermunk og nu begiver sig videre. Vi får en velsignelse med i købet. På tilbagevejen undrer vi os over dyrelivet. Der er en del hvide duer, efterkommere efter dem, som Frans reddede fra at blive slagtet, og som forsynede de første brødre med æg. De er naturligvis tamme. Men der må være et eller andet ved stedet, for sommerfuglene virker lige så tillidsfulde. De sætter sig på vore fingre et øjeblik inden de flyver videre.

Udenfor klosterets mure igen kaster vi os over iskiosken og køber postkort og andre souvenirs. Og måske er Simon ikke helt så franciskansk som jeg troede, for medens vi andre køber kort med Frans’ bønner, Tau-kors, en kopi af krucifikset fra S. Damiano, så forelsker han sig i et sværd med Assisis byvåben på.

Da alle var trætte af at gå, og vi ingen taxa kunne få fat på, gik jeg ned til byen - nedad og alene tog det kun ½ time - for at hente bilen. Og da jeg kom op, var familien i oprør. Alle dyrene havde ikke været lige fredelige, for lidt nede ad vejen hvor de havde siddet på en bænk, og hvor børnene havde leget ved et stendige, havde de set en slange, som hvæsede ad dem. De var lidt uenige om beskrivelsen af den, men den havde efter alt at dømme været ca. 1½ meter lang og olivengrøn. Men heldigvis var den forsvundet uden at nogen kom i karambolage med den. Jeg har siden spurgt Poul Hansen og vi har kigget i en af hans slangebøger og fundet ud af, at den nok var frygtindgydende, men ikke giftig. Det var en Æskulapsnog - den slange som snor sig om staven i lægernes symbol. Meget passende for stedet!

Det andet mål i vores færd måtte være S. Francesco-basilikaen. Den nåede vi efter frokost og en fin tur gennem byen. Kirken er bygget i tre niveauer. Overkirken med Giottos berømte 28 fresker med scener af Frans’ liv er stadig lukket på grund af restaurering efter jordskælvet i 1997. Men i underkirken og krypten kunne vi komme.

Hvor overkirken er himmelstræbende og gotisk i stil, er underkirken romansk og holder sig ved jorden. Der er en del pilgrimme og turister. I et af kapellerne er der en messe i gang. Så vi går rundt og beundrer freskerne, og finder også portrættet af Frans. Der er en del sidekapeller bl.a. for Antonius af Padova og for Maria Magdalene. Ved hvert kapel er der en boks med elektriske kertelys. Putter man en mønt i boksen tændes et lys, og for hvert lys tændes en rød lampe på forsiden af boksen, så når alle lys er tændt samtidig, er der også tegnet et rødt kors på boksen. Teknikken har mange vidundere!

Under underkirken er så krypten med Frans’ grav. Et enkelt, næsten strengt rum, som passer bedre til Frans end den pompøse basilika. I gravkapellet uden om den centrale grav ligger flere af de første brødre: Leo, Ruffino, Angelo Tancredi og Masseo. Der er bænke foran graven, og lys på alteret. Og en meget intens stemning. Her ligger han så, den lille fattige mand fra Assisi. Der er lys - stearinlys - som man kan give, men et skilt beder om at man ikke tænder dem, men lægger dem i en kurv foran alteret. De vil så blive brugt i kirken i årets løb. Da vi er kommet op fra kapellet ser vi en sidebygning, hvor der opbevares nogle få håndgribelige minder om Frans. En slidt kutte, stumperne af et reb som han havde om livet, en af de kun to egenhændige skrivelser som er bevaret, og ganske få andre ting.

Og hvem er han så, denne Frans af Assisi? Han er en af den katolske kirkes højst elskede helgener. Med rette, mener jeg, for han har et budskab langt ud over sin egen tid. Han kendes i Italien som 'il poverello' - den lille fattige mand. Han omtalte ofte sig selv som 'jogleur de Dieu' - Guds spillemand. Og disse to betegnelser rammer noget vigtigt hos Frans: fattigdommen og glæden, ikke som modsætninger men som sammenhørende.

Jeg vil give et bud på, hvad man kan lære af Frans af Assisi ved at fortælle om hans liv og gerning. Jeg håber det bliver tilstrækkelig klart, selv om der nødvendigvis er meget, som jeg må forbigå.

Vi kan starte med et spørgsmål, som en af Frans' første ledsagere stillede ham en dag, da han kom tilbage fra skoven, hvor han havde været for at bede. Da han kom til skovkanten, fortælles det, "kom broder Masseo ham i møde, og han sagde halvt i spøg til Frans: 'Hvorfor efter dig? Hvorfor efter dig? Hvorfor efter dig?' Frans svarede: 'Hvad mener du, broder Masseo?' 'Jeg mener, hvorfor synes hele verden at løbe efter dig, og det lader til at alle gerne vil se dig og høre dig og adlyde dig? Du er ingen smuk mand. Du er hverken lærd eller særlig klog. Du er ikke en fornem mand. Så hvorfor løber hele verden efter dig?'"

Inden vi skal høre Frans' eget svar på det spørgsmål, må vi konstatere, at der i de forløbne små 800 år stadig er mange, der løber efter Frans af Assisi.

"Der var i Assisi en mand ved navn Francesco" begynder en beretning om Frans’ liv. Det lyder jo lidt som et eventyr. Flere af kilderne til hans liv kaldes legender. Men det må man ikke misforstå. I Middelalderen var legende ikke en fantastisk fortælling eller fantasi i modsætning til den historiske sandhed. ’Legenda’ betyder på latin ’noget som skal læses op’. Helgenlegenderne blev netop skrevet for at kunne læses op i offentlighed, for eksempel i forbindelse med fejringen af helgendagene. Så de berettede om den pågældendes liv og fulgte samtidig nogle regler for litterær komposition, så der også kom en velskrevet og god fortælling ud af det.

Frans’ liv er faktisk beskrevet temmelig godt i de tidlige legender. Den første af dem er skrevet kun 2 år efter hans død, og forfatteren var en mindrebroder, som stod ham nær i en årrække. Han hed Tomas og var fra Celano. Tyve år senere forfattede han en anden bog om Frans, som fortalte træk, der ikke var kommet med i første omgang. Han skrev senere nogle mindre værker om Frans, bl.a. om hans mirakler, som enhver helgen med respekt for sig selv jo skal have.

Tre andre af Frans’ første efterfølgere samlede deres erindringer om ham. Det var broder Leo, Frans’ skriftefader og en af hans nærmeste venner, sammen med broder Ruffino og broder Angelo. Deres erindringer er udnyttet i bogen "De tre følgesvendes legende", samt i "Perugia-legenden" og "Fuldkommenhedens Spejl", der først blev fundet flere århundreder senere.

Så mange er førstehåndsberetningerne. I 1263 kom den officielle legende, skrevet af Bonaventura af Bagnoregio, der dengang var franciskanerordenens leder. Han havde ikke selv kendt Frans, men opsøgte de steder, hvor han havde færdedes, udspurgte de overlevende af de første franciskanere og læste de eksisterende kilder. Litterært set står hans værk meget højt; men som kildeskrift har det kun ringe selvstændig værdi. Det minder mere om det man forstår ved en helgenlegende: en poleret fremstilling af et menneske som kan blive lidt kedelig i al sin korrekthed. Ved dens fremkomst blev der udstedt ordre om, at samtlige tidligere legender skulle tilintetgøres. Men heldigvis overlevede nogle få eksemplarer, indtil de blev draget frem af glemselen igen i slutningen af det 19. århundrede. De viser, at Frans var alt andet end kedelig. Frem fra de samtidige beretningers sider stiger billedet af en mand med megen menneskelighed, finfølelse og humor, en jævn og ligefrem mand, en mand også med svagheder og tvivl, men først og fremmest et menneske med et kald og en evne til at anskueliggøre sin opfattelse af evangeliet på en ofte overraskende måde.

Alt dette fremgår klart også af et værk, der er fjernt fra Frans i tid, men ikke i ånd, nemlig ’I Fioretti di S. Francesco’ - ’Den hellige Frans’ små blomster’ fra begyndelsen af 1300-tallet. Bogen findes på dansk i en fin oversættelse af Johannes Jørgensen, og jeg kan varmt anbefale den. Den fortæller vidunderlige anekdoter om Frans og hans følgesvende, nogle med mere hold i virkeligheden end andre, men alle gennemlyst af en glæde som er smittende.

Nu må det være på tide med et portræt. Tomas af Celano skildrer ham således:

"Han var hurtig til at tilgive, langsom til at vredes, hurtigt opfattende og med en god hukommelse, skarpsindig i diskussion, omhyggelig i sine valg og ukompliceret i alle ting. Han var streng over for sig selv, forstående over for andre og optrådte med finfølelse i alle forhold. Han var en meget veltalende mand, en mand med et muntert udtryk, som bestandig udstrålede venlighed; han var aldrig ængstelig og aldrig ubehøvlet. Han var middel af højde, lidt til den korte side; hans hoved var middelstort og rundt, hans ansigt en smule langt og markeret, hans pande glat og lav; hans øjne var middelstore, sorte og klare; hans hår var sort, hans øjenbryn lige, hans næse regelmæssig, smal og lige; hans ører lå ind til hovedet, men var små; hans tindinger glatte. Hans tale var fredsommelig, ildfuld og kraftig; hans stemme var stærk, mild, klar og fyldig. Hans tænder var tætte, regelmæssige og lige; hans læber var smalle; hans skæg sort og ikke busket. Hans hals var slank, hans skuldre lige, hans arme korte, hans hænder slanke, hans fingre lange, hans negle flade; hans ben var tynde, hans fødder små. Hans hud var fin og han var mager. Han bar grove klæder, han sov kun kort, han var en rundhåndet giver. Og da han var meget ydmyg, viste han mildhed mod alle mennesker og tilpassede sin optræden efter andre. Han var en af de helligste af de hellige, men blandt syndere var han som en af dem"

Han kommer aldrig til at virke som en fanatisk mørkemand, fordi han aldrig satte sig på den høje hest og stillede krav til sine medmennesker. Kun til sig selv. Til andre stillede han forslag. Han var han hård mod sig selv, mod sin næste var han imødekommende. Man kan sige, at han var noget så sjældent som en ydmyg fanatiker.

Altså "Frans fødtes i byen Assisi, som ligger på grænsen til Spoletodalen." Det skete sidst på året 1181 eller begyndelsen af 1182. Faderen var en rig købmand - Pietro di Bernardone - som handlede med klæde og ofte var på rejser til Provence, hvor han også havde mødt sin hustru, fru Pica. Drengen blev født medens faderen var i Frankrig, og moderen gav ham navnet Giovanni - Johannes. Men da faderen kom tilbage kaldte han sønnen Francesco (den franske) ud fra sin kærlighed til Frankrig.

Frans voksede op som rigmandssøn og viste anlæg for handelen. Men han var - som de tre følgesvende skriver - "meget forskellig fra faderen, idet han var mere gavmild og munter og glad for spøg og sang. Dag og nat drog han rundt i Assisi sammen med sine kammerater og strøede omkring sig med penge og brugte alt, hvad han kunne tjene, til gilder og fornøjelser". Tomas af Celano siger i sin første biografi, at Frans "til sit 25. år spildte livet på den mest bedrøvelige måde". Det gik forældrene meget på - som den slags jo gør - men hans moder mente, at "Med Herrens hjælp kan han dog endnu blive et Guds barn".

Det var urolige tider, der var krig mellem Assisi og det nærliggende Perugia, og Frans som søgte at vinde hæder meldte sig under fanerne. Han blev taget til fange og sad i et år i fængsel i Perugia. Da han atter kom hjem genoptog han det lystige liv, og beredte sig senere på at følge med en ridder til Apulien for at vinde rigdom og hæder. Men i Spoleto blev han angrebet af sygdom og i et drømmesyn hørte han en stemme som spurgte "Hvem kan være dig til størst nytte, Herren eller tjeneren?" Frans svarede "Herren". Stemmen spurgte så "Hvorfor forlader du da Herren for tjenerens skyld?". Og Frans måtte svare med et spørgsmål: "Herre, hvad vil du at jeg skal gøre?" Han fik besked på at drage hjem for at få det at vide. Det gjorde han så; man må tro at han har været en smule til grin i byen, når han drog afsted med brask og bram for at vinde rigdom og hæder for kort efter at komme hjem igen uden rigtig at gøre rede for grunden til det. Men han var blevet lidt mere eftertænksom.

Nogle få dage efter blev han af nogle af sine venner valgt til at lave et gilde efter sit eget hoved. "Han lod da berede et kostbart måltid, sådan som han så ofte før havde gjort det. Da de var blevet vederkvægede, drog de af sted gennem byen. Forrest gik kammeraterne, syngende. Frans selv gik lidt bag ved de andre med en stok i hånden; han sang ikke, men gik i dybe tanker. Og pludselig kom Herren til ham, og hans hjerte fyldtes af en sådan sødme, at han hverken kunne tale eller røre sig; han evnede ikke at føle eller høre andet end denne sødme, der i den grad overvældede ham, at - som han selv senere sagde - hvis han var blevet hugget i stykker, havde han dog ikke formået at røre sig af stedet". Og hermed startede hans omvendelse. Efter denne oplevelse søgte han mere og mere ensomheden i bjergene; han fandt blandt andet en dyb hule på Monte Subasio, hvor han opholdt sig i lange perioder i bøn og eftertanke. Det er der, hvor det lille kloster Eremo degli Carceri nu ligger.

Foreløbig kan hans historie ligne mange andre omvendelseshistorier. Men snart fik Frans’ egenart lov til at komme til orde. Han var en dag søgt ind i en lille forfalden kirke, S. Damiano syd for Assisi for at bede.

Da hørte han en stemme. Den forekom ham at komme fra krucifikset, og Kristus sagde: "Frans, ser du ikke at mit hus er ved at falde sammen? Gå hen og gør det i stand". Og meget karakteristisk for Frans, opfattede han det helt bogstaveligt. Han kaldte sig selv ’simplex et idiota’ - enkel og ulærd - og tog gerne ordene for pålydende. Han gav straks præsten ved S. Damiano de penge han havde på sig, så han kunne købe olie til lamperne. Og så læssede han ellers en hest med kostbare klæderuller fra faderens butik, drog til den nærliggende by Foligno, hvor han solgte rub og stub - hesten inklusive - og gav pengene til præsten med besked om at han skulle sætte istandsættelsen af kirken i gang.

Men præsten var forståeligt nok betænkelig ved den store pengegave og snakkede med Frans’ fader, som blev temmelig oprørt over sønnens forvaltning af butikken. Han prøvede at få Frans på andre tanker ved at spærre ham inde. Men efter nogle uger slap moderen ham løs igen. Den uforsonlige fader krævede så en afgørelse af sagen hos Assisis biskop. Biskoppen pålagde Frans at levere pengene tilbage til faderen, med den noget kritiske bemærkning, at de ikke burde bruges til kirkebyggeri, da de kunne være tjent på uretmæssig vis - om biskoppen mente af faderen eller af Frans står hen i det uvisse. Frans tog sit tøj af og lagde pengene ovenpå. Han sagde så: "Hør mig alle og forstå mig ret: hidtil har jeg kaldt Pietro di Bernardone min fader; men da jeg har besluttet mig til at tjene Gud, så giver jeg ham de penge tilbage, som har gjort ham så fortørnet, samt alle de klæder, jeg har fået af ham. Fra nu af vil jeg kun sige: Fader vor, du som er i Himmelen, og ikke Pietro di Bernardone, min fader".

Det er en hjerteskærende historie. Men det radikale brud mellem de to må have været uundgåeligt. De var for forskellige, og deres mål i livet var for forskellige. Frans anlagde sig nu en enkel dragt og gik omkring i byen og tiggede sten til opbygningen af kirken. Og opbygget blev den, og den dag i dag er det tydeligt, at den er bygget af sten af forskellig størrelse og af en murer som i starten var uden megen erfaring. I den samme periode overvandt han sin skræk for sygdom og nød. Han begyndte at se de udstødte, især de spedalske, som medmennesker, der trængte til omsorg. Folk i Assisi begyndte at se ham som en slags stakkels landsbytosse, en ung mand som havde haft alle muligheder foran sig, men som var gået helt i spåner.

Kort efter opbygningen af S. Damiano kirken hørte Frans evangelieteksten om ikke at tage noget med sig på vejen, hverken guld eller sølv, ransel eller pengepung, stav eller sko og ikke at have to kjortler. Han indså at det var således han ønskede at leve. Han anskaffede sig en tarvelig kappe og brugte et reb til livrem. Og derfra begyndte han "at forkynde den evangeliske fuldkommenhed og enfoldigt at prædike bod for folket. Hans ord var ikke tomme eller latterlige, men fulde af den Helligånds kraft. De trængte helt ind i hjertet på tilhørerne og fik dem til at undre sig såre. Som han selv senere har bevidnet, lærte Herren ham at sige denne hilsen: "Herren give dig fred" Derfor hilste han altid, når han begyndte sine prædikener, folket med at forkynde fred".

Frans opbyggede fysisk tre kirker i Assisis omegn, inden det gik op for ham, at ordene som han havde hørt ved krucifikset måske ikke var bogstaveligt ment; han kom til at overveje, at kirken jo ikke blot er en bygning af sten, men også en bygning af levende stene. Han kunne se, at der gik mange ting i svang inden for kirken, som ikke var i overensstemmelse med Skriftens ord. Der var ligegyldighed over for evangeliet både blandt lægmænd og præster, der blev ikke prædiket på modersmålet, og både blandt kirkens folk og andre fandt han egennytte, begærlighed efter gods og guld og megen anden dårligdom. Og han begyndte at overveje, hvordan man kunne opbygge en sådan faldefærdig bygning. Der er to mulige veje: enten at kritisere andre, at skabe forargelse over det kritisable, at drive ondet ud ved hårde ord; eller selv at leve efter idealet, at skabe et eksempel på det gode, at drive ondet ud ved at skabe selvbesindelse hos andre.

For Frans blev vejen at begynde hos sig selv, at indse sin egen svaghed og sine egne mangler og arbejde med dem, at overvinde sin egen frygt og skabe fred omkring sig gennem eksemplets magt. Han der tidligere havde været stolt og forfængelig blev nu ydmyg. Han der havde været rædselsslagen ved sygdom og nød plejede de udstødte - de spedalske - og påtog sig selv den yderste fattigdom. Men evnen til at glædes, som han altid havde haft, blev blot endnu større, da han opdagede at han ikke længere skulle nøjes med at glæde sig over sin egen indsats, men kunne glæde sig over at Gud havde bragt frelse til menneskene gennem sin søn, og at livet og naturen var et udtryk for Guds skaberglæde og derfor kunne genspejle kærligheden.

Og eksemplet begyndte at vinde forståelse. Den første der sluttede sig til Frans var en rig borger fra Assisi ved navn Bernardo di Quintavalle. Han og Frans stillede sig op på torvet i Assisi og begyndte at uddele hele Bernardos ejendom til de forbipasserende som en indledning til at også Bernardo skulle virke som et eksempel for andre. En af dem, der kom forbi var præsten Silvestro. Hos ham havde Frans tigget og købt sten til sit kirkebyggeri. Han beklagede sig over, at Frans aldrig havde givet fuld betaling for stenene. Som svar greb Frans ned i Bernardos pengepose og læssede en håndfuld mønter over i Silvestros hænder. Og han gav ham nok en håndfuld. Og en til og spurgte om det var passende. I første omgang var Silvestro meget tilfreds. Men da han kom hjem, indså han sin egen gerrighed og grådighed og fortrød at han havde optrådt så småligt. Og det blev anledningen til at han senere sluttede sig til Frans. I løbet af få år var Frans og hans følge vokset til at være 12 personer. De drog rundt i omegnen og prædikede evangeliet på italiensk og opfordrede folk til at føre et kristent liv. I 1209 rejste de til Rom for at opnå pavelig godkendelse af deres virke.

I første omgang ville Pave Innocens III ikke modtage dem. Men en indflydelsesrig kardinal gjorde sin afgjorde sagen med ordene: "Hvis vi afslår denne tiggers anmodning, fordi den er ny eller for vanskelig, kan vi komme til at synde imod Kristi evangelium, da han blot beder os om at godkende et liv i overensstemmelse med evangeliet. Siger man, at et løfte om at leve i evangelisk fuldkommenhed indeholder noget nyt eller ufornuftigt, eller er for vanskeligt at overholde, så gør man sig skyldig i blasfemi mod Kristus, evangeliets ophavsmand"

Da Paven samtidig havde haft en drøm, hvor han så en tigger understøtte Laterankirken, som hældede faretruende, modtog han Frans og hørte hans anmodning. I første omgang ønskede Paven, at Frans og hans følgesvende ville indgå i en eksisterende munkeorden og blive eremitter. Men det ønskede de ikke. De ville ikke trække sig tilbage fra verden for i ensomhed at arbejde på deres egen frelse. De ville virke i verden for at bringe frelse til mange ved at prædike omvendelse og ved at være eksempler på en kristen livsførelse. Og det fik de så pavelig godkendelse til.

Guds spillemænd - jogleurs de Dieu - kaldte Frans sig og sine følgesvende. Det kan måske synes upassende muntert, og lidet i overensstemmelse med en kirkelig højtidelighed. Men det var en bevidst valgt betegnelse. I Middelalderen blomstrede en rig lyrisk og episk kultur - der var trovatori (troubadourer) som fandt på, eller digtede sange om Karl den Store og hans helte som Roland og Holger Danske, om Kong Arthur og ridderne om det runde bord, om jagten på Gralen, og kærlighedsdigte til deres skønne og som regel uopnåelige damer. Og så var der jougleurs (jonglører) der underholdt med gøgl og med sange. De fandt ikke selv på sangene, men foredrog troubadourernes værker. Det sprog, som de oftest brugte var provencalsk - en fransk dialekt.

Som ung elskede Frans at høre de omrejsende jougleurs, glæde sig over heltenes heltegerninger og fryde sig over hyldesten til de smukke damer. Han lærte også selv provencalsk af sin moder. Det sprog var for ham forbundet med glæde, så det hændte ofte at han talte eller sang på provencalsk, når hans hjerte flød over af jubel. For Frans var Gud troubaduren, den der havde skabt værket, og han selv kunne så være jogleur'en, der frydedes over troubadourens værk og fremførte og priste det over for andre mennesker.

Hans glæde havde en meget fysisk karakter. Det fortælles, at når han prædikede, talte han "med en sådan åndelig glød, at han ikke kunne styre sig for fryd, og når ordene udgik fra hans mund, bevægede han fødderne som om han dansede, ikke letfærdigt, men som en der brænder med den guddommelige kærligheds glød" . Og et andet sted fortæller broder Tomas: "Som vi så med vore egne øjne, kunne han samle en pind op fra jorden og lægge den over sin venstre arm, og så trak han en lille bue, med en snor som streng over den; og idet han lod som om han spillede, sang han på fransk om sin Herre".

Efter sin omvendelse kunne han stadig bruge den form, som han kendte fra ungdommen - men i stedet for heltene sang han om Guds herlighed, og den skønne frue som han priste var ’Vor Frue Fattigdommen’. Emnerne var ændrede, men glæden var den samme - eller større - som man kan se af hans forskellige lovprisninger. I Perugia-legenden fortælles det, at da han havde digtet ’Hymnen om skaberværket’ og lavet en melodi til ordene, lærte han tekst og melodi til, broder Pacificus, "som - mens han hørte verden til - havde været en fyrste blandt digtere og en yderst høvisk sangmester" Han skulle "gå gennem verden med nogle få fromme og åndelige brødre for at prædike og synge Herrens pris. Den bedste lærer skulle først prædike; så skulle de alle synge ’Lovsang til Herren’ som Guds sande spillemænd. Når sangen var slut, skulle prædikanten sige til folket: ’Vi er Guds spillemænd, og den eneste belønning vi ønsker er at se jer udvise en virkelig bodfærdig livsførelse" Og så tilføjede han: "Hvad andet er Guds tjenere end spillemænd, der bestræber sig på at bevæge menneskenes hjerter for at lede dem til åndens glæder?"

Efter at Frans havde givet afkald på penge, klæder og arveret levede han et liv i fattigdom. Det var ikke fra starten et spørgsmål om principper. Men han fandt hurtigt, at han opnåede en større frihed ved ikke at have nogen jordisk ejendom. Efter at have leget tigger foran Peterskirken i Rom en dag, omfattede han snart fattigdommen med stor iver. Han personificerede sit forhold til fattigdommen med ordene om, at han var blevet viet til Madonna Povertà - Vor Frue Fattigdommen.

At han tog fattigdomskravet alvorligt er der mange eksempler på i legenderne. Det gik så vidt, at da han en dag hørte en af brødrene sige, at han netop kom fra fader Frans' celle, så ønskede han ikke længere at bruge den.. Heller ikke franciskanernes hjemsted, den lille Portiuncula-kirke tilhørte dem. Det var benediktinerne på Monte Subasio, der ejede den, og de fik hvert år en kurvfuld fisk i leje.

Frans ville være fattig, men ikke ligge andre til byrde, eller føre et ørkesløst liv. Han sagde: "'Jeg ønsker at alle mine brødre skal arbejde og være ydmygt beskæftiget med velgerninger, så vi ikke bliver til en byrde for andre mennesker eller tillader vore hjerter eller tunger at vandre i lediggang'". Forstod de det ikke, kunne de få en irettesættelse som den han gav til en broder, som ikke arbejdede, aldrig gik ud for at tigge, og bad meget lidt, men som spiste godt. Til ham sagde han: "Gå din vej, broder flue, for du vil æde frugterne af dine brødres arbejde, samtidig med at du driver den af i Herrens vingård. Du minder om broder drone, som er en drivert, som intet indsamler, ikke arbejder, men æder frugterne af arbejdsbiernes værk".

Frans og hans følgesvende levede et enkelt liv. De skulle være et eksempel for andre. Overdådighed i mad, drikke og klæder, al overflødig luksus så han som et onde, som noget der hindrede ham i at leve et evangelisk liv. Han kunne finde på at blande aske i sin mad, hvis han var bange for at han begyndte at hæfte sig for meget ved velsmagen. Men han var imod selvpineri og overdreven askese sagde: "Mine brødre, jeg siger jer, at enhver skal tage hensyn til sit helbred. Selv om der er en af jer, som kan klare sig med mindre føde, så ønsker jeg ikke, at den, der har brug for mere skal efterligne den anden. Enhver må tage hensyn til sin helbredstilstand og give kroppen hvad den behøver. Vi er ganske vist forpligtet til at nægte os selv overflødig mad og drikke, som er skadelig for krop og sjæl, men vi må i endnu højere grad undgå overflødig spægelse, for Gud ønsker kærlig imødekommenhed og ikke ofre"

Venlighed, imødekommenhed og høviskhed satte han højt. Som han sagde, så er netop "høviskhed en af Guds egenskaber, da han giver sin sol og sin regn og alting til både retfærdige og uretfærdige. Og høviskhed er en søster til kærlighed. Den udslukker had og holder kærligheden i live'"

Hans egen finfølelse er der mange eksempler på. Karakteristiske er hans ord til grev Orlando, der var gæst ved en stor banket i Montefeltro. Han opsøgte Frans, for at tale med ham om sin sjæls frelse. Et alvorligt og uopsætteligt emne, skulle man mene. Men Frans svarede ham: "'Det er jeg glad for. Men gå nu hen og gør dine venner ære, siden de har inviteret dig med til festen, spis med dem og efter måltidet kan vi så tale sammen så meget du lyster'" Omsorg og finfølelse er der også i beretningen om en syg mindrebroder. Frans tænkte ved sig selv: "'Hvis denne broder kunne spise nogle druer en tidlig morgen, tror jeg det ville gøre ham godt'. En dag stod han op og uden at gøre støj vækkede han broderen og tog ham med ud i en vingård nær kirken. Han valgte en vinstok, der havde smukke og gode drueklaser. Han satte sig ned nær vingården med denne broder og begyndte at spise nogle af druerne, så broderen ikke skulle skamme sig ved at spise dem alene. Medens de spiste dem, priste broderen Gud Herren. Så længe han levede nævnte han ofte med stor bevægelse og kærlighed faderens taktfølelse over for ham"

Det fortælles at der i tiden inden Frans begyndte sit virke gik en mand omkring i Assisi og råbte: "Pax et Bonum" - "Fred og alt godt". Legenderne tolker ham som en forløber for Frans og hans virke, og hans ord bruges stadig som en franciskansk hilsen. Bonaventura skriver et sted, at "Han talte om fred i begyndelsen og slutningen af alle sine prædikener, og fred var den hilsen, som han havde til alle". Selv formanede han brødrene med ordene: "I forkynder freden med jeres tunge, men hav den da selv end mere fuldkommen i jeres hjerter. Ingen må vredes eller forarges på grund af jer, men alle skal ved jeres sagtmodighed formanes til fred, kærlighed og sagtmodighed. Vi er kaldede til at læge de sårede, forbinde de slagne og retlede de vildfarne. Mange synes os nu at være djævelens børn, som engang skal blive Kristi disciple"

På den baggrund tog han i foråret 1219 det overraskende initiativ at rejse fra Ancona til Akra og Damietta i Egypten lige midt i det femte Korstog, med det formål at få Sultanen i tale.

På et tidspunkt hvor stemningen var, at muslimerne skulle udslettes med våbenmagt, ville han prædike omvendelse for dem. Det lykkedes ham at få foretræde for Sultan Melek-el-Kamel, dog uden at omvende ham til kristendommen. Men han vandt respekt, fik tilladelse til at besøge det Hellige Land og kunne vende hjem med livet i behold.

En kendt fortælling om Frans' fredsstiftelse er beretningen om den vilde ulv i Gubbio. Ulven holdt en hel by og egn i rædsel. Den var så frygtelig stor og vild og rasende af sult, at den åd ikke blot dyr, men også mennesker. Beboerne i Gubbio jagede den, men kunne ikke komme den til livs. Frans besluttede sig til at hjælpe byens beboere. Han trodsede deres advarsler og gik ulven i møde. Og forfatteren til "Fioretti" fortæller: "Det er underfuldt at berette, at så snart han havde gjort korsets tegn, lukkede ulven sit frygtelige gab, og så snart han gav den ordren, sænkede den hovedet og lagde sig for helgenens fødder, som om den var blevet et lam" Og så får den ellers læst og påskrevet af Frans. Han sagde: "Broder Ulv, du har gjort stor skade på denne egn og har begået frygtelige forbrydelser ved at ødelægge Guds skabninger uden barmhjertighed. Du har dræbt ikke alene dyr, som ikke er udstyret med fornuft, men har haft den endnu afskyeligere forvorpenhed at dræbe også mennesker, som er skabt i Guds billede. Derfor fortjener du døden som den værste røver og morder. Derfor gør enhver ret i at klage og råbe ad dig, og hele byen er din fjende. Men, broder Ulv, jeg vil skabe fred mellem dig og dem, sådan at de ikke mere vil blive skadet af dig, og efter at de har tilgivet dig alle dine begåede forbrydelser, vil hverken mænd eller hunde jage dig mere". Ulven viste ved at nikke, at den var indforstået. Så Frans fortsatte: "Broder Ulv, siden du er villig til at indgå og holde denne fredspagt, lover jeg dig, at jeg vil få folkene i denne by til at give dig føde hver dag så længe du lever, således at du aldrig igen vil lide af sult, for jeg ved, at hvad ondt du har gjort var tilskyndet af sult. Men, broder Ulv, når jeg nu har opnået en sådan godhed for dig, vil jeg at du lover mig, at du aldrig vil skade noget dyr eller menneske. Vil du love mig det?" Det viste ulven, at den ville, og den fulgte så blid som et lam med Frans ind til byen, hvor han så fortsatte sin fredsstiftelse med at få beboerne til at love at give ulven føden og ikke gøre den nogen skade. Samtidig benyttede han lejligheden til at prædike lidt for dem. For - som han sagde - "Ulven kan kun dræbe legemet; hvor meget mere bør man da ikke frygte helvedes gab, når så mange nærer frygt og rædsel for et lille dyrs mund. 'Omvend jer derfor til Gud, mine kære, og gør bod for jeres synder, og så vil Gud befri jer for ulven nu og for helvedes flammer i det hinsides'".

Hans mission lykkedes: "Fra den dag af overholdt ulven og menneskene den pagt, Frans havde stiftet. Ulven levede to år mere, og den gik fra dør til dør og fik mad. Den gjorde ikke nogen fortræd og led ikke selv nogen overlast. Folk behandlede den høfligt. Og det er et faktum, at ikke en eneste hund nogen sinde gøede ad den. Så blev ulven gammel og døde, og folket blev bedrøvede, fordi nårsomhelst den kom gående gennem byen, mindede dens fredfyldte venlighed og ro dem om Frans' dyd og hellighed".

Hvordan opfattede Frans så kristendommen? Som han selv sagde, så var han en enkel og ulærd mand. Men han kendte sin Bibel og tog især Salmerne, Evangelierne og Paulus-brevene til hjerte. På dem byggede hans forståelse af kristendommen. En som regel meget konkret forståelse. Han viklede sig ikke ind i lange diskussioner om betydningen af det ene eller det andet skriftsted, men viste med sit daglige liv, hvordan kristne dyder kunne udmøntes.

Han holdt især af Salme 51. Med dens ord var han sig sin plads bevidst, når det der hedder: "Gud , vær mig nådig i din godhed, udslet mine overtrædelser i din store barmhjertighed! Vask mig fuldstændig ren for skyld, rens mig for synd! For jeg kender mine overtrædelser, og min synd har jeg altid for øje". At erkende sig selv som synder var hans udgangspunkt for at kunne leve i ydmyghed, kærlighed, lydighed, tålmodighed, bøn, bod og fred.

Stolthed, bitterhed, sladder, bagtalelse og utaknemmelighed synes at have været ham de mest modbydelige forseelser. Bonaventura fortæller: "I Frans' øjne var især nedrakning modsætningen til det religiøse sind, og en fjende af nåden. Han nærede rædsel for det, som for et slangebid eller en dødelig pest, og han erklærede at det var en modbydelighed i Guds øjne, fordi den, der nedgør andre, næres ved blodet af de sjæle, som han dræber med sin tunge". Frans selv sagde: "Utaknemmelighedens synd stiller altid folk ringere end de var forud'"

Derfor viste han stor omsorg for forbitrede og utaknemmelige mennesker. Tomas af Celano fortæller således om hans møde med en fattig mand, som han havde kendt tidligere. Så snart Frans spurgte ham, hvordan det gik, begyndte han at "udgyde grusomme forbandelser over sin herre, der havde frataget ham alle hans ejendele. 'Takket være min herre,' sagde han, 'som jeg beder den Almægtige forbande, har jeg det skidt'. Den velsignede Frans, der havde mere medynk med hans sjæl end med hans legeme, siden han fremturede med et sådant had, sagde til ham: 'Broder, tilgiv din herre for Guds kærligheds skyld, så du kan lette din sjæl, og så kunne det hænde at han ville give dig det tilbage, som han har frataget dig. Gør du det ikke, så mister du både din ejendom og din sjæl'. Og han sagde: 'Jeg kan ikke tilgive ham før han giver det tilbage, som han har taget'. Da den velsignede Frans havde en kappe på ryggen, sagde han til ham: 'Se, jeg giver dig denne kappe, og jeg beder dig tilgive din herre, for Guds kærligheds skyld'. Blødgjort og bevæget ved denne omsorg modtog han gaven og tilgav den uret der var øvet mod ham".

Det er karakteristisk for Frans, at han var mere medlidende end fordømmende. I et brev til en franciskansk leder skriver han således: "Der bør ikke være nogen broder i hele verden, som er faldet i synd - uanset hvor dybt han er faldet - som ikke kan få din tilgivelse, når han beder om den, blot han vil stå dig for øje. Og beder han ikke om tilgivelse skal du spørge om han ønsker den. Og om han så kommer igen tusinde gange, så bør du elske ham mere end du elsker mig, så du kan drage ham til Gud; du bør altid vise barmhjertighed mod sådanne brødre […]. Den, der begår en tilgivelig synd, skal skrifte den for sin broder, præsten. Hvis der ikke er en præst til stede, skal han skrifte for en broder, indtil han får fat på en præst, der så giver ham absolution efter kirkereglerne. Skriftefædrene har ikke magt til at idømme anden bod end denne: 'Gå bort og synd ikke mere.'"

Han lagde vægt på oprigtighed i alle ting. Perugia-Legenden fortæller, at da en fattig kvinde bad Frans om en almisse for Guds kærligheds skyld, tog han straks sin kappe af skuldrene og gav hende den. "Men han tilstod straks over for alle, at denne handling havde vakt en følelse af selvtilfredshed i ham. Han gjorde sig altid stor umage for ikke at komme til at stå som en hykler i Guds øjne" Han fastslog at: "'Et menneske er, hvad det er over for Gud, og ikke mere end det'".

Af kirkeårets højtider satte han julen højest. Perugia-legenden forklarer det således: "Faktisk havde den velsignede Frans større respekt for Julehøjtiden end for Herrens øvrige højtider. Vor frelse virkeliggøres i de øvrige højtider, men - sagde han - det var fra den dag, da Herren blev født, at frelsen blev os vis! Derfor ønskede han, at alle kristne skulle glædes i Herren og af kærlighed til ham, der gav os sig selv som gave, med glæde give smukke gaver ikke blot til de fattige, men også til husdyrene og fuglene". Selv højtideligholdt han julen 1223 ved at fejre julemesse ved krybben i en stald i Greccio, omgivet af okser og æsler, og med en dukke til at repræsentere Jesusbarnet. Det siges, at da han løftede dukken op af krybben, virkede det på tilhørerne som om det var et levende barn, som var omgivet af Himlens stråleglans. Hermed indførte han skikken med at holde krybbespil og fremstille julekrybber, som har været populær lige siden.

Altafgørende for Frans var Kristi efterfølgelse. Dels i form af den evangeliske fattigdom, i ydmyghed, kærlighed, glæde. Dels i form af fællesskabet i nadveren. Der findes næppe et skrift af Frans, hvor han ikke betoner nadverens betydning. Og i praksis gjorde han meget for at skabe de rette rammer omkring messen - han skaffede jernforme til veje til flere kirker, så der kunne fremstilles gode og smukke alterbrød. Og så han en kirke, som var forfalden eller trængte til renholdelse, så tog han selv kosten i hånd og fejede, og efterfølgende tog han præsten til side under fire øjne og forklarede ham betydningen af, at der skulle være smukke og værdige forhold omkring Herrens alter.

Et smukt og koncentreret udtryk for Frans’ opfattelse af det væsentlige i kristendommen findes i preghiera semplice - en enkel bøn - som tilskrives ham:

I eftertiden opfatter man Frans som tæt forbundet med naturen. Ved man ikke andet om ham, så kender man sikkert billedet, hvor han prædiker for fuglene.

Og fugleprædikenen er blot ét eksempel blandt mange på hans nære forbindelse med dyrene. Han er faktisk nok det første menneske i historisk tid, som så dyrene som andet og mere end midler til at tilfredsstille menneskenes behov. På den anden side var han ikke sentimental, og han undså sig ikke for at udstøde en forbandelse over en so, der havde ædt et lam.

Han var forbundet med naturen, men han dyrkede den ikke. Han så den ikke som et mål i sig selv. Frans elskede klart nok naturen, men ikke for dens egen skyld. Han glædede sig over den vilde natur, over dyrene, især fuglene, og så dem som udtryk for Guds skaberværk, som en genspejling af Guds kærlighed. Og den glæde der fyldte ham ved sammen med andre mennesker, dyr og planter at være en ligestillet del af skaberværket, gav han udtryk på mange måder: gennem sang, gennem bøn, gennem prædiken, gennem pleje af spedalske, gennem kirkebyggeri, gennem oprettelsen af det fællesskab af ligesindede, som han kaldte ’mindrebrødrene’ - fratres minores - og på utallige andre måder. Den glæde og hans egen ydmyghed var så grundlæggende for ham, at han kaldte sig Guds Spillemand. Han ville på alle måder synge om Guds kærlighed og herlighed.

Den engelske forfatter G.K. Chesterton beskriver Frans' forhold til naturen således: "En busk kunne få ham til at stå stille, på samme måde som en røver kunne; og han var indstillet på at hilse røveren velkommen lige så vel som busken. Vi taler med andre ord om en mand, der ikke kan se skoven for bare træer. Frans ønskede ikke at se skoven for bare træer. Han ønskede at se hvert enkelt træ som en særskilt og næsten hellig ting, som et Guds barn og derfor en broder eller søster til mennesket. […] Han kaldte ikke naturen sin mor; han kaldte et bestemt æsel sin broder, eller en bestemt spurv sin søster. Hvis han havde kaldt en pelikan sin tante eller en elefant sin onkel, som han meget vel kunne have gjort, så ville han have ment at de var særskilte væsner som af deres Skaber var sat på et særligt sted; ikke blot udtryk for tingenes udviklingsmæssige energi"

Når han talte med fuglene, var det altså ikke en smuk, almen gestus. Han talte til de bestemte fugle, som han mødte. Han priste og takkede dem for deres sang, som han opfattede som deres tak til Skaberen for livet, og han fremhævede dem som et eksempel for menneskene. På den anden side kunne han også godt bede dem holde inde med deres sang, når de overdøvede hans prædiken for menneskene. Og efter at have hørt en kompakt mur af fuglestemmer en tidlig morgen på sletten neden for Assisi, forstår jeg godt, at det kunne være nødvendigt at bede fuglene være stille et øjeblik.

Broder Tomas af Celano sammenfatter Frans' formaninger angående naturen således: "Han forbød brødrene at skære hele træet ned, når de huggede brænde, så det kunne sætte nye skud. Han pålagde gartneren at lade en kant rundt om haven stå urørt, så det grønne græs og de smukke blomster til rette tid kunne vise, hvor skøn alle tings Fader er. Han gav besked om, at der skulle være et lille sted i haven til velduftende og blomstrende planter, som kunne få dem der så dem til at ihukomme den evige salighed."

Gennem alle legenderne om Frans løber glæden som en boblende strøm. Det er vigtigt, for fromhed kan hykles, men glæde kan ikke. Frans kunne sige: "Lad brødrene vogte sig for at vise sig udadtil som triste og bedrøvede hyklere; men lad dem vise sig glade i Herren, muntre og behørigt imødekommende'" Og han irettesatte en dyster og nedtrykt følgesvend med ordene: "'Hvorfor viser du den bedrøvelse og sorg, som du føler over dine synder, på denne måde? Det er en sag mellem dig og Gud. Bed til, at han i sin godhed vil give dig frelsens glæde. Når du er sammen med mig og med andre, skal du altid prøve at være fornøjet, for det passer sig ikke for en Guds tjener at træde frem for brødrene og andre mennesker med et bedrøvet og dystert ansigt'".

Betydningen af åndelig glæde forklarede han således: "Djævlene kan ikke skade Kristi tjener, når de ser at han er fyldt af hellig fryd. Men når sjælen er elendig og fortvivlet og fuld af modløshed, kan den let overvældes af sine sorger, eller også vil den vende sig mod tomme forlystelser'"

Men hvad er da den sande glæde? Det giver Frans et meget karakteristisk svar på i en samtale med broder Leo. "En dag i Santa Maria degli Angeli kaldte den Hellige Frans på broder Leo og sagde: 'Broder Leo, skriv dette ned'. Han svarede: 'Jeg er klar'. 'Skriv, hvad der er den sande glæde', sagde han. ' En budbringer kommer og fortæller, at alle de teologiske professorer i Paris har sluttet sig til os - skriv: det er ikke den sande glæde. Eller at alle præsterne hinsides bjergene - ærkebiskopper og biskopper, eller kongen af Frankrig og kongen af England har gjort det - skriv: det er ikke den sande glæde. Eller at mine brødre er draget ud blandt de vantro og har omvendt dem alle til troen; eller at jeg har så megen nåde fra Gud, at jeg kan helbrede de syge og udføre mange mirakler. Jeg siger dig, at den sande glæde er ikke i alt dette'.

Helt til det sidste var han besjælet af den samme glæde. Der var ellers nok, som kunne have dæmpet den, for han blev mere og mere svag og plaget af sygdom. Han måtte erkende, at han ikke altid havde behandlet Broder Æsel efter fortjeneste, men for sent. Han led af vattersot og var på grund af en øjensygdom blevet næsten fuldstændig blind. Man forsøgte forskellige kure, men uden virkning. Som et sidste forsøg blev han behandlet med brændjern, sommeren 1225. Lægerne havde en ide om, at man ved at brænde øjenlåg og tindinger kunne lindre hans tilstand. Frans rystede af skræk før behandlingen, men begyndte så at tale til ilden som en ven: "Min broder Ild, alt det skabte misunder dig din pragt. Gud gjorde dig stærk, smuk og nyttig. Vær mig nu mildt og venligt stemt. Jeg beder til den store Gud, som skabte dig med evnen til at afpasse din hede, at du vil brænde så varsomt, at jeg kan udholde det". Han slog så korsets tegn over brændjernet og gennemgik behandlingen uden frygt. Men den hjalp ikke.

De sidste to år af sit liv kunne han næppe selv gå, men måtte transporteres på æselryg eller bæres. Han havde oplevet det forunderlige, at han under et langvarigt ophold under bøn og faste på Monte la Verna, havde en vision af en seksvinget seraf, en kærlighedens engel, som bar et billede af Kristus. Fra dets hænder, fødder og side udgik der ildstråler som ramte Frans. Han følte en ufattelig smerte og lidelse. Og fra det øjeblik bar han selv Kristi sårmærker. Det skete i midten af september 1224, og den katolske kirke højtideligholder nu denne stigmatisering den 17. september hvert år. Man skulle tro, at Frans ville have båret denne udmærkelse med stolthed. Men han gjorde i stedet alt for at skjule sårmærkerne, da han ikke mente sig værdig til at bære dem.

Da han var sikker på, at døden nærmede sig, lod han sig transportere først til S. Damiano og senere til Portiuncula-kirken nær Assisi, det sted, hvor han havde opholdt sig i den første tid med brødrene. Det foregik under væbnet eskorte. Broder Elias, der ledede franciskanerordenen på dette tidspunkt var nemlig bange for, at folk fra Perugia ville bortføre ham i levende live for at få æren af en helgens død.

Det var i S. Damiano og Portiuncula at Frans lagde sidste hånd på hymnen om skaberværket. Den er skrevet på italiensk - i umbrisk dialekt - og er et af de første værker skrevet på folkesproget og ikke latin. G. K. Chesterton har sagt, at vidste man ikke andet om Frans, så kunne man rekonstruere det meste ud fra denne hymne. Den indeholder det væsentligste af hans budskab.

Overskriften kunne være ordene fra Salme 51: "Herre, åbn mine læber, så min mund kan forkynde din pris" som Frans under opholdet på Alvernerbjerget havde brugt som en slags feltråb sammen med broder Leo. Den er ikke skrevet på en solskinsdag på en af Umbriens smukke bjergsider med udsigt over den disede Spoletodal. Da Frans skrev den var han næsten fuldstændig blind, han var plaget af sygdom og vidste sig døden nær. Men netop fordi den alligevel er så ren og stærk, uden fortrydelse eller bitterhed bliver den en endnu kraftigere lovprisning, en hyldest til Gud gennem skaberværket. Medens han lå på det bare stengulv i en celle i Portiuncula nær Assisi og afventede døden sang han gentagne gange solsangen sammen med broder Angelo og broder Leo. Broder Elias forargedes over den megen syngen ved Frans' dødsleje. Det var upassende, mente han: "Der går jo vagt herudenfor, og de tror ikke, du er en hellig mand, når de stadig hører sang og spil fra din celle". Men Frans svarede ham: "Ved den Hellig Ånds nåde er jeg så inderlig forenet med min Herre og Gud, at jeg vel kan have lov at glæde mig og frydes i ham!"

Den oprindelige melodi kendes ikke længere. I et af de ældste manuskripter er der afsat plads til noder, men de er desværre ikke blevet indføjet. Johannes Jørgensen har oversat Solsangen til dansk i 1895 i en meget tekstnær udgave. I 1978 gendigtede Johannes Johansen den i en fri udgave til en melodi fra Köln 1623. Hans udgave er optaget i Tillæg til den Danske Salmebog som nr. 755. Her følger min egen udgave af Frans' hymne om Skaberværket

Frans af Assisi døde lørdag aften den 3. oktober 1226. Dagen efter blev han begravet i kirken S. Giorgio i Assisi. Allerede i juli to år senere blev han helgenkåret. Samtidig begyndte broder Elias en indsamling for at bygge en gravkirke. Den stod færdig allerede i 1230, og ligger på en skråning, som tidligere var kendt som Colle d'Inferno (Helvedeshøjen) da man der henrettede forbrydere. Det siges at Frans selv havde ønsket at blive begravet der. Det blev han så, og ved den lejlighed fik højen nyt navn: Colle di Paradiso (Paradishøjen). Hans legeme blev overført til den nyopførte Basilica S. Francesco og i hemmelighed begravet dybt under højalteret. Man frygtede stadig at udefrakommende skulle stjæle hans lig som et relikvium. Graven blev genfundet i 1818, og den nuværende krypt og sarkofag bygget i årene 1925-1932.

Og vi kan nu vende tilbage til spørgsmålet fra starten: "Hvorfor efter dig?" Jeg håber at have mere end antydet et svar. Og hvis nogen skulle være i tvivl om hvorfor, så vil jeg slutte med en episode, som kan vise det. For mig rummer den meget af den franciskanske ånd af ydmyghed, glæde og gudsfrygt. Frans var sammen med broder Leo. De skulle til at sige deres bønner, men så sagde Frans: "'Kære broder, vi har ingen bønnebog som vi kan sige tidebønnen efter, men for at vi kan bruge tiden til at prise Gud, vil jeg sige noget, og så skal du svare det som jeg fortæller dig, og du skal passe på ikke at lave om på mine ord. Jeg vil sige således: 'O, broder Frans, du har gjort så meget ondt og øvet så megen synd i verden, at du fortjener fortabelse' - og du, broder Leo, skal svare: 'Det er sandt, at du fortjener at komme i det dybeste helvede'.

Broder Leo svarede: 'Ja, fader, Gud vil være dig nådig. Desuden vil Gud udmærke dig med store nådegaver for din frelses skyld, og han vil ophøje og hædre dig i al evighed, thi 'den som ydmyger sig skal blive ophøjet' - og jeg kan ikke sige noget andet, for Gud taler gennem min mund'."

Frans' eget svar på broder Masseos spørgsmål var, at Gud ikke havde set nogen blandt syndere, der var mere ussel og utilstrækkelig end ham. "Og derfor valgte han mig", sagde han, "for Gud har udvalgt de enfoldige i Verden for at bringe skam over de kloge, og Gud har udvalgt de usle og foragtede i Verden for at nedbryde de ophøjede og store og stærke, så at alle fortrin kan tillægges Gud og ikke skabningen, og så intet af det skabte skal kunne rose sig foran Ham, men 'lade den der roser sig rose sig i Herren' så ære og pris er Guds alene i al evighed'"

Og derfor er det stadig værd at løbe efter Frans.